At lægge to centre sammen kommer ikke af sig selv, men meldingen fra Jels og Rødding er klar.
- Vi har haft et stærkt år for Jels-Rødding Centrene efter en vellykket fusion, lyder det fra centrene.
Der er holdt repræsentantskabsmøde med stor tilslutning og en tydelig stemning af tilfredshed blandt områdets foreninger og brugere.
Efter et år præget af fusion og forandringer præsenterede centrene et godt økonomisk resultat og en række vellykkede forbedringer.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Flere end 50 repræsentanter deltog i årets repræsentantskabsmøde, hvor både regnskabet og beretningen blev modtaget med stor opbakning.
- Fusionen mellem Thorhallen i Jels og Rødding Centret, som trådte i kraft 1. januar 2024, har krævet målrettet indsats fra personale, bestyrelse og ikke mindst den nye centerleder, Ole Madsen, der tiltrådte 1. maj 2024. Resultaterne taler dog allerede for sig selv: En styrket drift, et overskud tæt på 700.000 kroner og høj brugertilfredshed, lyder det videre.
Blandt årets forbedringer fremhæves blandt andet indkøb af nye spinningcykler til begge centre, modernisering af toiletfaciliteter i både Jels og Rødding, samt udskiftning af vinduer i Jels.
- Samtidig har centrene med ansættelsen af Ole sat fokus på dialog og fremtidig strategi. Også medarbejderne er aktivt involveret og deltager i workshops om centrets videre udvikling, noterer centrene.
- Jeg glæder mig til at bygge videre på det stærke fundament, der er skabt i Jels-Rødding Centrene. Dialog med brugere og foreninger bliver helt central, ligesom personalets trivsel er en høj prioritering, siger centerleder Ole Madsen.
Bestyrelsen udtrykker stor tilfredshed med både de konkrete forbedringer og medarbejdernes positive engagement trods et år med mange forandringer og ser frem til at fortsætte det strategiske arbejde for at sikre en effektiv drift – med plads til flere investeringer og endnu bedre faciliteter for områdets mange brugere.
- Bestyrelsen er stolt af, hvad vi sammen har opnået i fusionens første svære år. Det flotte økonomiske resultat og de mange forbedringer viser, at vi er på rette vej, og vi ser frem til at fortsætte den stærke udvikling vores nye centerleder har igangsat med fokus på både effektiv drift, men også trivsel og fællesskab, noterer bestyrelsesformand Anna-Luisa Tanggaard Alonso.
Fakta:
Jels-Rødding Centrene er en fusion mellem det tidligere Rødding Center og Thorhallen i Jels, der tilsammen råder over haller, selskabslokaler, overnatningsfaciliteter, diner transportable, to cafeer, svømmehal etc.
Centrene er desuden medlem af Danhostel kæden.
Årlig omsætning: 15,5 mio. kroner i 2024
Resultat for seneste regnskabsår: Overskud tæt på 700.000 kroner
Ansatte: 22 fastansatte og 40 timeansatte medarbejdere
(Arkivfoto: migogvejen©)