Følg migogvejen på Facebook  

»Land & By« er temaet, når Landbrugets Folkemøde afvikles i området ved friluftsscenen i Jels i morgen fredag 8. september.

Politiske debatter, udstilling, aktiviteter for børn og forskellige foodtrucks indgår i programmet.

 

(læs videre under annoncen)

Midtgaard & Thomsen

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Næppe er det store setup ved søbredden i Jels i forbindelse med VM i kano og kajak ryddet af vejen, før der igen kan ventes rykind.

Landbrugets Folkemøde afvikles for andet år i træk i området ved friluftsscenen og planetariet i Jels.

Bag arrangementet står i år den ny-fusionerede forening, som Kolding Herreds Landbrugsforening, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening fik godkendt tilbage i juni.

Det bliver et program med fokus på landbrugserhvervet, politiske debatter og indlæg samt et område med udstillere, som dels skal være med til at tiltrække landmændene – men dels også andre udenfor erhvervet.

Der bliver i udstillingen og i det øvrige program også fokus på forbrugervinklen. Flere foodtrucks ruller ind på pladsen, og der er aktiviteter for børnene også.

Blandt de politiske gæster er blandt andet ministeren for Landdistrikter, Louise Schack Elholm (V). Desuden medvirker Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark, Ole Wehlast, formand for fagforbundet NNF, Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, Frank Schmidt-Hansen (C), borgmester i Vejen Kommune, og folketingsmedlemmerne Hans Chr. Schmidt (V), Anni Matthiesen (V) og Henrik Frandsen (M).

Også formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, som lægger stor vægt på sammenhængskraften mellem land og by, og Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard er med på programmet.

Ovenpå en dag med faglig dialog, politiske indlæg og argumenter bliver Landbrugets Folkemøde afsluttet med et brag af et stand-up-show. Det bliver en duo med speed-snakkeren og den danske mester i jydebrok, Torben Chris, som går på scenen sammen med Karsten Green – kendt fra mange shows i tv.

(Foto: PR-foto)