Når vi drejer på vandhanen, forventer vi, at der kommer rent drikkevand ud.
Intet kommer imidlertid af sig selv - heller ikke vand.
Rundt i området er det frivillige, der sikrer vandet gennem bestyrelser.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det er som at sidde i bestyrelsen for en gymnastikforening, lyder det fra formanden for Skodborg Vandværk, Ole Dall, ved værkets reception.
En kendsgerning, flere gæster faktisk var overrasket over.
Det er 90 år siden, de første dråber kom ud af rørene fra Skodborg Vandværk, og den runde fødselsdag skulle fejres med kunderne.
Det blev den lørdag, hvor mange brugere og gæster kiggede ind.
Her var der lejlighed til at se værket og få en snak om vandet, og mange brugere får vandet fra netop Skodborg, når de drejer på vandhanen.
- Vi har faktisk 100 km vandledning og dækker ud over Skodborg også Københoved, Skudstrup, Mikkelborg, Skodborg Skov og Langetved med vand, fortæller Ole Dall til migogvejen.
Skodborg Vandværk har tre boringer og skulle dermed være sikret, men alt kan gå galt.
- Vi er koblet sammen med Jels, så der er mulighed for nødforsyning begge veje, forklarer formanden.
Han fortæller samtidig, at der arbejdes med tanker om at blive koblet sammen med Vamdrup, men det er foreløbig kun ideer, og der ligger ikke nogle konkrete planer.
Der arbejdes i det hele taget med fremtiden.
- Alt har en levetid, og vi er ved at få alt aldersbestemt, så vi kan få lavet en investeringsplan, noterer Ole Dall.
Skodborg Vandværk holder til på Gejlager 6A. Her blev det nye vandværk taget i brug i 1990.
Det blev udvidet i 2015, mens det gamle værk på Skodborg Nørregade blev lukket.
Og hvordan har vandet i Skodborg-området det så:
- Vandkvalitet er jo kommet øverst på agendaen de seneste år, hvor der rundt omkring i Danmark er fundet pesticider, PFAS m.m. i grundvandet. I Skodborg Vandværk er der heldigvis ingen forureninger ved grundvandet, og vi har fået lavet en BNBO (Borings Nært Beskyttelses Område) som et af de første vandværker i Vejen Kommune, lyder det fra Ole Dall.
Og nej, ved receptionen blev der ikke kun budt på et glas vand. Der var også sodavand, øl og mad...
(Fotos: migogvejen©)
Flagene var hejst, og mange ønskede at se stedet, der sikrer et stort område rent drikkevand.
Nok se, men ikke røre. Der var lejlighed til at værket indefra.
Værket drives af formand Ole Dall, driftsleder Jens Lundby, kasserer Lone Hansen, Knud Nielsen, Mads Maribo, Peter Rostgaard og Hans Nielsen.