Jazzmusik skal puste nyt kulturelt liv i fem mindre småbyer i Trekantområdet.
Øster Lindet er en af dem.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Et nyt ambitiøst musikprojekt skal skabe mere liv og flere kulturelle oplevelser i Trekantområdets småbyer. Gennem 15 koncerter vil der blive lagt op til en musikalsk jazzbuffet i fem forskellige byer i 2023 og 2024, skriver »Jazz i Trekanten« i en pressemeddelelse.
- Skal du som beboer i Trekantområdet fodres med større kulturelle musikalske oplevelser, er det oftest Fredericia, Vejle og Kolding, som har de største menukort. Mange af de små byer i Trekantområdet har dog et ønske om selv at kunne danne rammer for fremtidige kulturelle tilbud og ikke mindst tiltrække flere besøgende til de små byer. Det bliver der nu mulighed for gennem projektet »Tiny City Jazz«, lyder det videre.
Med projektet går institutionen Jazz i Trekanten i samarbejde med fem kommuner, som hver skal afholde tre koncerter. Projektet skal både være med til at danne et kulturelt fundament for de fem udvalgte byer og udbrede jazzen som genre.
Med støtte fra Kulturpuljen i Region Syddanmark er fem byer blevet udpeget til at være med i projektet. De udvalgte byer er Ejby i Middelfart Kommune, Egtved i Vejle Kommune, Skærbæk i Fredericia Kommune, Sønder Bjert i Kolding Kommune og Øster Lindet i Vejen Kommune.
Hver by er repræsenteret af fem ildsjæle fra forskellige foreninger, hvor hver person er blevet tovholder på at finde de rette mennesker i lokallivet, som kan drive projektet i deres by.
- Jazz i Trekanten faciliterer med udstyr, erfaring og workshops, så de enkelte småbyer selv får muligheden for at tage koncerterne og arrangementerne i den retning, som de ønsker. Jazzen vil være hovedfokus, men rammesætningen gør, at konceptet i fremtiden vil kunne anvendes til alle musikgenrer. Derfor får de fem udvalgte byer selv mulighed for at få indflydelse på, hvilke artister der skal optræde.
Sekretariatschef Karsten Bech uddyber:
- Vi hjælper med at skabe rammerne for de fem byer. Selvom vi i projektet fokuserer på jazzmusikken, vil konceptet kunne plante frø, som kan skabe oplevelser på tværs af alle genrer.
(billedtekst: Gennem 15 jazzkoncerter skal nyt kulturprojekt skabe mere liv i fem småbyer i Trekantområdet. (Foto: The Cosmic Supply Co.))