- Jeg har fra Undervisningsministeriet modtaget nogle tal, som vi er nødt til at reagere på.
Gymnasierne modtager tilskud pr. elev - taxametertilskud kaldes det.
I 2021 modtager 26 gymnasier beliggende udenfor de store byer et særligt udkantstilskud.
Bygget på forventninger om befolkningsudviklingen i de kommende år, vil disse 26 gymnasier opleve et fald på op til 25 procent i 2030 på tilskuddene.
For Vejen Gymnasium & HF forventes taxametertilskuddet at udvikle sig med et fald på 22 procent i 2030.
Faldende elevtal er en udfordring for gymnasierne i de mindre byer. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi på Christiansborg skal se på taxameterordningen og elevfordelingen, og målet er, at regeringen lander en aftale inden sommerferien.
- Det er en politisk beslutning, om vi vil have nærhed og lokale ungdomsuddannelser, og derfor handler regeringen nu. Det har afgørende betydning for en by som Vejen og for Vejen Kommune, at vi har gode og velfungerende ungdomsuddannelser.
Når eleverne bliver færre, bliver pengene det også – derfor skal vi se på det aktivitetsuafhængige tilskud.
- Det betyder rigtig meget for de unge, at der ikke er lange afstande og transporttid til uddannelsesstederne, og det betyder meget for målsætningen om, at vi skal have alle unge til at tage en ungdomsuddannelse, og så betyder det også meget for erhvervslivet og bosætningen i kommunen.
- Vi kommer også til at se på elevfordelingen mellem gymnasierne. Siden selvejereformen i 2008 har de store uddannelsessteder i eksempelvis Esbjerg, Vejle og Kolding haft mulighed for at forøge deres kapacitet og uden begrænsninger kunnet oprette klasser på de forskellige årgange. Det har givet en ulig konkurrence, som vi skal have stoppet.
(Genrefoto: LLN Press©)