Socialdemokratiet fører en landdistriktsfjendsk politik – og gør hele Danmark fattigere.
Sådan lyder overskriften i et debatindlæg fra folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) som kommentar til indlægget fra Troels Ravn.
Indlægget lyder sådan her:
»Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn, har et indlæg i avisen, hvor han forsvarer den socialdemokratiske regerings tredobling af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder. Det gør han under overskriften »Vækst er vigtig«, selvom Ravn udmærket godt ved, at tredoblingen af afgiften netop hæmmer væksten – særligt i vores landdistrikter.
Ravns indlæg kommer efter, at jeg sammen med Venstres formand og Venstres næstformand besøgte familien Mamsen på Toftegård, som står til at skulle gennemføre et generationsskifte de kommende år.
Sandheden er, at den socialdemokratiske regerings tredobling af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder ikke kun skaber massiv usikkerhed blandt de virksomheder – herunder mange danske landbrug – der de kommende år står til at gennemføre et generationsskifte. Det vil også koste danske arbejdspladser.
Desværre risikerer Socialdemokratiets ekstra skattesmæk til familieejede virksomheder at ramme yder- og landdistriktskommunerne hårdest. Det er i øvrigt noget, som fagbevægelsen tidligere har advaret imod. For tre ud af fire private arbejdspladser udenfor de store byer er placeret i virksomheder, som enten er familieejede eller ejerledede.
Og så er det vores små og mellemstore virksomheder, som i særlig grad bliver påvirket af den ekstra skat fra den socialdemokratiske regering. Det er håndværkeren. Den lille restauratør. Og landmanden, der bliver ramt.
Vi ved, at en meget stor del af alle landbrugsbedrifter i Danmark vil få behov for et ejerskifte indenfor de næste 10 år. Det betyder, at dansk landbrug risikerer at blive særligt hårdt ramt af Socialdemokratiets skattestigning.
Det bekymrer mig meget, at Socialdemokratiets skatteordfører kan tale om, at »Vækst er vigtig«, når Socialdemokratiet netop sender en ekstra regning ind til danske landmænd, der står til at skulle overdrage gården til næste generation. Det bekymrer mig, når Socialdemokratiet samtidig har gennemført snart 40 skatte- og afgiftsstigninger siden folketingsvalget for omkring to år siden. Der er tale om en ekstra skatteregning på samlet 12 mia. kr.!
Og samtidig har regeringen gennemført initiativer, som betyder, at Danmark samlet bliver knap 12 mia. kr. fattigere. Den socialdemokratiske regering er den første regering i to årtier, der aktivt gør Danmark fattigere. Der er ikke meget vækst over det, som Ravn ellers taler om.
Socialdemokratiets landdistriktsfjendske politik stopper desværre ikke her.
Den socialdemokratiske regering har valgt at finansiere sin såkaldte »grønne vejtransportaftale« ved at hæve bilafgifterne. Det vil især ramme hårdt i landdistrikterne, hvor der er et andet kørselsbehov end i byerne.
En af regeringens første gerninger var desuden at rive den fuldt finansierede infrastrukturaftale i stykker, som den tidligere VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti havde indgået. Det var en plan, som ellers skulle have bundet Danmark bedre sammen og understøttet mulighederne for vækst og bosætning i bl.a. vores landdistrikter. Vi har endnu ikke set skyggen af et alternativ til en plan fra regeringen.
Og så har Socialdemokratiet forsøgt at skrotte den succesfulde bredbåndspulje. Imens har mange danske adresser over hele landet desværre fortsat dårligt internet og dårlig mobildækning.
Og sådan kunne jeg desværre blive ved.
Venstre vil en anden vej. Vi vil skabe vækst, bosætning og udvikling i hele landet. Vi vil gøre Danmark rigere og stærkere.
Hvis Troels Ravn virkelig mener det, når han taler om at skabe vækst i vores landdistrikter, så lad os starte med at tilbagerulle tredoblingen af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder. Venstre er klar.
Her kan du se debatindlægget fra Troels Ravn, som Anni Matthiesen nu kommenterer:
https://migogvejen.dk/nyheder/debat/4977-vaekst-er-vigtig
Du kan læse alle debatindlæg på migogvejen.dk her:
https://migogvejen.dk/nyheder/debat