Byrådsmedlem for Venstre, Marion Mortensen, Gesten, undrer sig over byrådskollegers principfasthed eller det modsatte i sager omkring rundkørsel og accept til idrætshal om låneoptagelse.
I et debatindlæg skriver hun:
»Den danske ordbog fortolker ordet »princip« således:
»Grundlæggende regel eller norm, som nogen bevidst følger med hensyn til holdning eller adfærd i konkrete sammenhænge«.
På online-byrådsmødet tirsdag 9. marts 2021 var principper eller mangel på samme i fokus.
Et flertal af byrådets politikere havde »princip« som begrundelse for at gå imod forslaget om at bruge et overskydende beløb fra udvidelsen af Kærvej ved Brørup til at få lavet en rundkørsel i krydset Kærvej/Esbjergvej. Principielt skal overskuddet retur til fælleskassen. Anlægsønsket kan derefter at komme med i et nyt budgetår, hvis byrådet beslutter det.
I Venstre ønskede vi at få den rundkørsel lavet nu, som alle i øvrigt er enige om skal laves (engang).
Der er allerede gang i maskiner og ekspropriationer, men der mangler et mindre beløb for at fuldføre projektet.
I øvrigt er en stor del af det overskydende beløb allerede budgetteret til ombygning af krydset. Hvorfor skal de tilbage i kassen?
Vi kunne spare 350.000-450.000 skattekroner ved at lave rundkørsel sammen med udbygningen af Kærvej. Dermed kun genere trafikanter og jordejere en gang.
På samme byrådsmøde, seks punkter længere nede i dagsordenen, ser de selvsamme politikere, pludselig bort fra deres ellers så principfaste holdninger. Her handlede punktet om et låneoptag, som Rødding Centret ønskede at få byrådets accept på. I byrådet har vi et »princip« om, at hallerne ikke skal gældsætte sig? Hele byrådet accepterede pudsigt nok låneoptaget.
Det er godt med principper, men nogle gange skal man også lade fornuften råde og se på, hvad der sker i den virkelige verden.
I Venstre har vi selvfølgelig også vores principper, men de står ikke over alt andet. Vi forholder os pragmatisk, økonomisk ansvarligt og realistisk til, hver enkelt sag, der behandles i byrådet.«
(Foto: PR-foto)