Julegudstjeneste eller….?

Sådan lyder overskriften i et debatindlæg fra Henning Knudsen, der er medlem af menighedsrådet i Askov. Videre skriver han:

Julen er sammen med påsken den danske folkekirkes to største og mest travle højtider. Om få dage kimer klokkerne landet over ind til juleaftensgudstjeneste. Traditionen skal holdes i hævd, mener kirkens minister sammen med landets biskopper.

Man hævder stædigt, sikkerheden er i orden, så længe sundhedsmyndighedernes forskrifter holdes.

Viser indtil flere historier imidlertid ikke, at på trods heraf, så er det gået galt i flere kirker landet over?

Virker det ikke skræmmende, at to tredjedele  af en menighed til julesalmesang, inklusive præsten, er blevet smittet på trods af alle forholdsreglers overholdelse?

Er det her for varm en kartoffel for ministeren?

En politisk sag, hvor socialdemokratiet ikke - oven på en alvorlig minksag - skal risikere igen af få blå blok på nakken. En sag hvor kirke- og kulturministeren ikke igen skal bringe sig selv i negativ fokus i medierne.

Nu fortæller ministeren, at hun vil holde sig hjemme den 24. og undgå kirken, fordi hun har udsatte medlemmer i familien! Virker det seriøst over for de kirkelige ansatte, der i stor stil lufter bekymring for deres jobs udførelse?

Det er jo enhver frit at fravælge kirken, dog ikke for de ansatte!

Kirkeministeren imødekommer de ansattes bekymring ved at begrænse gudstjenesterne til højst 50 minutters længde samt færre salmer og nynnen i stedet for sang!

Går vi ikke i kirke juleaften for netop at synge med på julens kendte og dejlige salmer?

Endelig skal rengøring og udluftning ikke glemmes. (Næppe raketvidenskab!)

Biskoppernes stædige fastholdelse giver hos mig ikke den store respekt.

Hvor er deres ansvarsfølelse for deres ansatte, og hvor er deres vilje til at udvise samfundssind (årets ord)?

I påsken, da landet var lukket ned og kirkerne med, udtalte Københavns biskop:

- Ved nærmere eftertanke finder biskopperne ikke, at kirken bør have særbehandling i forhold til samfundet, som kirken er en del af. Derfor må vi i år fejre påsken på anden vis: Sammen – men hver for sig.

Når biskoppen, som jeg eller beundrer for hans store åbenhed over for sociale problemstillinger, så nu, hvor smittetrykket i bl.a. københavnsområdet presser det lokale sundhedssystem, stædigt fastholder mindst én julegudstjeneste, giver de fine ord fra dengang så nogen mening?

Mener vi seriøst, det kirkelige fællesskab vil lide skade ved, at vi ikke denne jul kan mødes i kirken?

Med udgangspunkt i det nuværende alvorlige smittetryk, de udstukne generelle coronarestriktioner i Danmark og ikke mindst de ansattes sikkerhed, mener jeg ikke, det er hverken sundhedsmæssigt eller etisk forsvarligt at afholde hverken én, to eller tre gudstjenester i kirken den 24. december.

Med fordel kunne man udsende en virtuel juleandagt udelukkende med kirkens personale.