Under overskriften »Motorvejen er fejlplaceret« skriver byrådsmedlem Niels Therkildsen (S), Gamstvej 34, Vejen:
Et flertal i byrådet har i et høringssvar vedtaget at anbefale den såkaldte Midtjyske Motorvej placeret mellem Lunderskov og Andst (linjeføring Vest1).
Det vil også påvirke Veerst, V. Torsted og Gesten. 18 stemte for, seks imod, heriblandt undertegnede.
Den væsentligste begrundelse for at bygge en ny motorvej er aflastning af E45.
Vejdirektoratets egne beregninger viser, at man selv med en ny motorvej bliver nød til at udbygge E45 med flere spor i løbet af en 10 års periode.
Hvorfor så ikke starte med at udbygge E45.
Vejdirektoratet har udarbejdet en VVM-undersøgelse med seks forskellige linjeføringer for strækningen fra Give til Haderslev.
Alle seks linjeføringer tilgodeser ikke Vejen Kommunes interesser.
Kolding, Billund og Haderslev har formentlig en interesse i nogle af linjeføringerne.
Jeg befinder mig i Vejen Byråd, og kommunen vil have en langt større interesse i en betydelig mere vestlig placering i Jylland, en placering der kan bindes sammen med etablerede motorveje i den vestlige del af Sydslesvig.
I høringssvaret fra Vejen Kommune omtales, at det er »lykkedes med ikke at gennemskære områder med natur- og miljømæssige interesser«.
Det passer meget dårlig med VVM-undersøgelsens konklusion (side 127) om, at »ved rangering af forslagene i forhold til påvirkning af naturen påvirker Vest 1 og Øst 1 naturen mest« og (side 126) »projektet vurderes at have en omfattende påvirkning af landskabet. Særlig de tre vestlige motorvejsforslag«.
Støj bliver et problem, og i kommunens høringssvaret henstilles der til at indarbejde afværgeforanstaltninger mod støj.
Det ønske er allerede forkastet i VVM-undersøgelsen, som (side 86) konkluderer, at »omkostninger til støjskærme ikke står mål med den reduktion af støj, man vil kunne opnå«.
Borgerne skal altså overleve med støjen.
Jeg stemte imod høringssvaret med begrundelsen, at de foreslåede linjeføringer ikke tilgodeser en varig aflastning af E45 og ikke tilstrækkeligt tilgodeser Vejen Kommunes behov for en nord-sydgående motorvej midt i Jylland.
migogvejen skrev om beslutningen i byrådet:
https://migogvejen.dk/nyheder/gesten/3613-motorvej-til-debat