Følg migogvejen på Facebook  

Debatindlæg fra folketingsmedlem, Troels Ravn (S):

Vi skal bevare VUC i Vejen

Socialdemokratiet vil afsætte en pulje på 50 millioner kroner til at hjælpe lukningstruede VUC’er i landdistriktsområderne. Det kan blandt andet komme VUC i Vejen til gavn.

I sidste uge kom det frem, at VUC til sommer lukker i otte byer, blandt andet Grindsted.

Og at yderligere 13 VUC’er er lukningstruede på grund af en presset økonomi, blandt andet VUC i Vejen.

Derfor er det nu, der skal handles.

Rigtig mange af vores VUC’er er pressede økonomisk. Og det ser desværre kun ud til at blive værre de kommende år.

Derfor vil vi have regeringens grønthøsterbesparelser fjernet. Og vi vil afsætte 50 millioner kroner til at hjælpe de lukningstruede VUC’er i landdistrikterne.

Et dugfrisk svar fra Undervisningsministeriet viser, at VUC Vest, som Vejen hører under, fra 2019 til 2022 samlet skal spare næsten 19 millioner kroner.

Det skyldes det såkaldte omprioriteringsbidrag, som betyder, at uddannelserne hvert år skal skære to procent af deres budget.

Regeringen har indtil nu afvist Socialdemokratiets forslag om at droppe omprioriteringsbidraget.

Jeg har selv besøgt VUC i Vejen adskillige gange og set det store arbejde, de udfører.

De løfter en kæmpe opgave med at løfte unge og voksne, så de kan blive opkvalificeret og få fodfæste på arbejdsmarkedet. Så det betyder rigtig meget for Vejen, at vi også fremover har et VUC.

Vi har bestemt ikke brug for endnu mere centralisering af vores uddannelser.

Puljen på 50 millioner kroner afsættes over fire år og tildeles efter ansøgning fra institutionerne på baggrund af objektive kriterier.

Link til svar fra Finansministeriet om besparelser på VUC 2019-2022:

https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/unu/spm/183/svar/1554186/2011681/index.htm