(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Steen Lindholm fortæller i sine erindringer:
»Jeg er født i 1942 i København og gik i 1. klasse i en såkaldt »Eftermiddagsklasse«.
1. klassen var nemlig delt i en formiddags- og en eftermiddagsklasse. Måden at gå i skole på var en voldsom omvæltning for mig.
Jeg var ellers ikke uvant med at gå i skole: Jeg er af lærerslægt både på fædrenes og mødrenes side, og når jeg var på ferie hos min morfar, som var skoleinspektør i den sydjyske stationsby Vejen, vidste jeg ikke noget bedre end at få lov til at sidde med i klassen og overvære undervisningen.
Fra min ferietid i Vejen stammer min første egentlige sangundervisning.
På Bakkely Skole i Vejen fandtes en kendt og engageret overlærer, Alfred Sørensen, som huserede i sanglokalet på skolens øverste etage, og jeg fik også lov at besøge hans timer. Sørensen spillede både violin og klaver og underviste med engagement eleverne i den danske sangskat.
Hos ham lærte jeg I alle de riger og lande, Det lysner over agres felt, og Jeg elsker de grønne lunde samt en mængde andre sange.
Hver ny sang var for mig en åbenbaring, og melodien kørte rundt i mit hovede, jeg var som besat.
Min morfar hed Rasmus Peter Thor Rudkjøbing og stammede fra Ebeltoft. Han var en statelig mand, som udstrålede tryghed og autoritet. Jeg beundrede ham meget. Han var en dygtig lærer og en ordentlig mand, som også havde huslige interesser, hvilket ikke var helt almindeligt i en tid, hvor kvindens plads var i hjemmet og sædvanligvis også i køkkenet.
Men synge kunne han ikke. Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, som havde så lidt sangstemme. På Bakkely eksisterede der imidlertid en ordning, hvorefter hver lærer sang morgensang i sit eget undervisningslokale med klassen. Derfor havde morfar ladet sit private harmonium opstille i klasseværelset, så han i det mindste kunne spille til.
Mormor, som havde det imponerende navn Bertine Gertrudmine, i daglig tale dog blot Gertrud, var en venlig, lille, trivelig kvinde, som i bedste forstand var sin mands kone. Fotografier i hjemmet viste, at hun som ung måtte have været meget smuk.
Hun var travlt beskæftiget med de huslige sysler, som ikke hørte under morfars ressort.
Livet i stationsbyen fulgte samme mønster som andre tilsvarende steder. Man kom i høj grad hinanden ved, der blev holdt selskaber og spillet kort med redaktøren, stationsforstanderen og lægen.
Af overlærer Sørensen, - ham med de danske sange - lånte jeg Jan-bøger, den tids spændingsfyldte drengebøger, når jeg da ikke lige lyttede til Sørensens sang eller musik.«
Steen Lindholm har aldrig glemt tiden i Vejen, og når han passerer Vejen på dine ture ud i verden, besøger han Vejen Kirkegård. Han elsker at gå tur rundt på kirkegården, og hver gang finder han hen til Niels Hansen Jacobsens gravsted og gravstedet lige ved siden af, for her ligger hans morfar og mormor nemlig begravet.
Vil du læse hele Steen Lindholms erindringer fra Vejen-tiden, kan du gøre et på www.vejenlokalhistoriskeforening.dk
På foreningens hjemmesiden kan du også læse andre artikler fra lokalområdet.
Af Mogens Krintel, Vejen Lokalhistoriske Forening
