»Uddannet journalist med hang til den gode fortælling«. Sådan karakteriserer Ole Blædel, Jels, sig selv på Facebook, og 4. maj kommer det første store bevis på denne fortælling, når han debuterer som forfatter.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det sker med bogen »Et halvt år i Gestapos kløer« om hans morfars liv i krigstiden. Derfor er udgivelsesdatoen naturligvis også velvalgt - meldingen om Danmarks befrielse.
Mange forbinder uddannelsen som journalist til en person, der er ansat på en avis. Sådan behøver det ikke være, og inden den første bog er på gaden, er forarbejdet til den næste allerede i gang.
- Der er ingen tvivl om, at det er det her, jeg gerne vil som journalist, siger Ole Blædel til migogvejen.
Debutbogen er en personlig skildring af hans morfars, Gert Blædels, oplevelser under 2. verdenskrig og opholdet i koncentrationslejrene.
- Min morfar døde i 2002, hvor jeg arvede en pose med forskellige af hans ting, og jeg har længe gået med tanken om at kunne skrive denne bog, som har været undervejs et par år.
- I posen var der bl.a. et to et halv timers interview med ham, ligesom der var en times foredrag, så det er langt hen ad vejen hans egne ord, der bruges i bogen, så det gør den ekstra troværdig, siger Ole Blædel videre.
- Jeg kan fortælle tingene med hans stemme, og det glæder mig at kunne fortælle historien med den personlige vinkel. En dansk bog på dansk om en dansker, som Ole Blædel siger.
Han er naturligvis meget spændt på, hvordan bogen modtages, og han sidder ikke i dag med nogle ting, han gerne ville have haft med i bogen.
Nu er den klar til at komme ud i handlen, og interessen er god. Mere end et halvt hundrede boghandlere har bestilt den personlige skildring hjem til hylderne, ligesom den kan købes online.
- Jeg har været i kontakt med mange efterkommere af mennesker, der var i Gestapos kløer og lært mange at kende i arbejdet med at finde flere oplysninger til bogen. Derfor kommer der en udløber/opfølgning, hvor jeg vil give de efterladte en stemme, forklarer Ole Blædel.
Der er endnu ikke sat en dato på for udgivelsen af den nye forfatters anden bog, men meldingen er klar:
- Det er det her, jeg vil med min journalistuddannelse, siger Ole Blædel, der arbejder som autodisponent hos Falck - og i øvrigt også er klar til at rykke ud lokalt som brandmand i Jels frivillige Brandværn.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Om bogen, der kaldes en dokumentarisk beretning om Gert Blædels oplevelser under 2. verdenskrig, skriver forlaget Turbine på sin hjemmeside:
»I 2002 dør modstandsmanden Gert Blædel, og hans barnebarn, Ole Blædel, arver en hvid plasticpose fyldt med breve, notater, lydoptagelser samt, ikke mindst morfarens frihedskæmperarmbind. Det bliver startskuddet til researchen og gravearbejdet, der nu er mundet ud i bogen Et halvt år i Gestapos kløer. Her fortæller Ole Blædel hele historien om, hvordan hans morfar under 2. Verdenskrig bliver involveret i modstandsbevægelsens arbejde og siden taget af nazisterne.
Gert Blædel bliver i 1940 ansat som godsforvalter på Skjoldenæsholm Gods på Midtsjælland. I løbet af 1943 bliver skovene ved godset omdrejningspunkt for modtagelsen af en række våbennedkastninger fra englænderne, der ønsker at støtte den danske modstandskamp. I starten går det godt, men i 1944 bliver en lastbil med våben fra godset standset, og Gerts forbindelse til dem afsløres. Han bliver i første omgang sendt til Vestre Fængsel og herfra videre til Frøslevlejren. Ved juletid i 1944 bliver han og en række andre danske fanger overflyttet til den noget barskere Neuengamme-lejr i Tyskland, inden de til sidst ender i arbejdslejren Dalum ved den tysk-hollandske grænse, hvor de bliver sat til at slæbe tømmer og grave skyttegrave i den sumpede mosejord.
Ole Blædels fremstilling af begivenhederne veksler med citater fra morfarens egne optegnelser fra tiden efter befrielsen. Resultatet er en stærk personlig øjenvidneberetning fra nogle af krigens mørkeste timer. Livet i koncentrationslejrene var præget af sult, sygdom, ydmygelse og korporlig såvel som psykisk terrorisering af fangerne. Det var en daglig kamp for overlevelse, og mange klarede den ikke. Gert Blædel gjorde, og han viede efterfølgende en stor del af sit liv til at fortælle om sine oplevelser under det nazistiske rædselsregime, for at ofrene og historien aldrig skulle blive glemt.«
(Foto: migogvejen©)