Følg migogvejen på Facebook  

I denne uge har det lokale Folketingsmedlem, Troels Ravn (S), været helt tæt på det amerikanske midtvejsvalg, hvor der har været valg til Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Som udsendt af Folketinget og organisationen OSCE, der arbejder for demokrati og sikkerhed mellem verdens lande, har Troels Ravn sammen med andre politikere fra hele verden været valgobservatører i USA.

 

(læs mere under annoncen)

Vejen Garden - annonce - loppebutik

 

 

- Det har været en helt særlig opgave og en speciel oplevelse at være udsendt som valgobservatør, fortæller Troels Ravn til »migogvejen«.

- Umiddelbart er der langt fra at være folkevalgt i Danmark og til at skulle kontrollere, at alt går rigtigt for sig ved et valg i verdens mægtigste stat, USA. Alligevel giver det god mening, fortæller Troels Ravn.

Alle verdens lande, der hylder de demokratiske principper, har gennem samarbejdet i OSCE forpligtet sig på at overholde borgernes frie ret til at deltage i folkestyret.

Udover Troels Ravn var også Michael Aastrup Jensen (V) og Søren Søndergaard (EL) udsendt som valgobservatører fra Danmark.

Efter et par mødedage med briefing i Washington DC blev observatørerne sendt ud for at følge midtvejsvalget i hele USA.

Søren Søndergaard skulle til Atlanta og Michael Aastrup Jensen til Missouri.

Sammen med en islandsk kollega, Gudmunder Thorsson, havde Troels Ravn fået til opgave at observere ved 17 valgsteder i netop Washington DC og Maryland.

- Vi var på forhånd udstyret med en manual og en tjekliste, som blandt andet skulle sikre, at ingen vælgere blev afvist, at køerne og ventetiden ved stemmepultene ikke blev for lang, samt at stemmeafgivelsen var hemmelig. Og det hele gik stille og roligt. Der var en rigtig god stemning ved valgstederne, der var masser af mennesker og en stor interesse for at deltage ved valget, fortæller Troels Ravn.

- Omkring hver tredje af vælgerne havde afgivet deres stemme på forhånd. Det er tilladt for partierne at lave kampagne udenfor valgstederne, og som vælger møder du blot op og får udleveret en stemmeseddel. Du skal ikke bruge nogen form for identifikation. Ellers lignede det meget, som når vi har valg i Danmark, fortæller Troels Ravn.

Alt foregik i en god atmosfære ved valgstederne, hvor Troels Ravn var observatør, hvilket ellers ikke kendetegner USA netop nu og forholdet mellem demokrater og republikanere.

- Vi var naturligvis helt neutrale og måtte ikke agitere på nogen måde. Men det er tydeligt, at præsident Donald Trump skiller vandene, og der er en dyb splittelse i det amerikanske samfund. Allerede i flyet til USA var der amerikanere, der udtrykte mishag og bekymring i forhold til Trump, når de hørte, hvad mit ophold gik ud på, fortæller Troels Ravn.

- Amerikanerne er meget åbne, imødekommende og nysgerrige over for fremmede. Og når jeg bevægede mig rundt i Washington, var der mange, der søgte kontakt for at give udtryk for deres syn på præsidenten. Nu skal man huske på, at Washington DC er meget domineret af demokrater. Trump har bestemt sine tilhængere rundt om i landet, men selv om præsidenten har sin bolig, Det Hvide Hus, i byen, så er han ikke særlig populær i byen, noterer Troels Ravn.

Efter en lang valgdag, der startede kl. 07:00 med åbning af valgstederne og sluttede kl. 20:00, fik Troels Ravn også et indblik i, at amerikanerne på en valgaften, hvor stemmerne tælles op, fejrer demokratiet, som var det en stor sportsbegivenhed.

- Rundt om på byens barer og restauranter blev der både jublet og grædt. Hurtigt stod det klart, at demokraterne ville vinde flertallet i Repræsentanternes Hus, mens republikanerne styrkede deres position i Senatet. Og således var rigtig meget efter valget stadig uforløst for mange amerikanere, siger Troels Ravn.

 

troels usa 1troels usa 2