Følg migogvejen på Facebook  

25 år i fodboldens tjeneste, men har aldrig selv spillet.

Sådan er status for Susanne Jensen, der måske nok ikke kan jonglere med en bold, men til gengæld kan hun servicere fodboldklubbernes frivillige og lave turneringer.

I dag har hun 25 års jubilæum som medarbejder hos DBU Jylland.

 

(læs videre under annoncen)

Dres eftf robotklipper

(tryk på annoncen og se mere)

 

For ganske nyligt tikkede en mail ind i indbakken fra en sydjysk klubleder. Han havde henvendt sig til DBU Jylland Region 4's kontor i Vejen med en stor buket verbale roser til Susanne Jensen, som forstående havde lyttet og guidet ham til en løsning på ændringer for klubbens kvindehold.

Effektivitet, tempo og imødekommenhed var nogle af de ord, han satte på den oplevelse, han havde af Susannes indsats.

Da hun startede hos DBU Jylland (daværende JBU) Region 4 1. september 1999 så fodboldverdenen anderledes ud. Der indgik bl.a. en del mere papir og brevpost. 25 år efter er opgaverne uden for banen blevet digitale i stor udstrækning.

Men i hovedtræk er kerneopgaverne de samme for Susanne: Gode turneringer og support af fodboldklubberne.

Og som eksemplet øverst i artiklen indikerer, så er hun lykkedes med begge dele. Hun opleves af såvel klubber som frivillige og kolleger som uhyre hjælpsom og pligtopfyldende, ligesom hun er meget vellidt i det lokale fodboldmiljø.

Susanne har gennem alle 25 år været ansat på regionskontoret for Syd- og Sønderjylland i Region 4 og har en meget stærk lokal forankring. Hun er opvokset og bor fortsat i Glejbjerg, hvor regionskontoret i en lang årrække havde til huse. Siden flyttede kontoret til Vejen.

Faktisk var et job på kontor slet ikke oprindeligt med i Susannes planer. Hun er nemlig uddannet i butik, men en lidt drillende fysik satte en stopper for dén karriere.

En håndboldkammerat tippede hende om stillingsopslaget hos daværende JBU Region 4, og så blev en sidste-øjebliks-ansøgning sendt afsted. På nul komma niks blev hun ansat på en voksenelev-kontrakt, og siden har hun ikke set sig tilbage.

- Jeg var i tvivl, om jeg kunne finde ud af at omstille mig fra et aktivt butiksliv til et stillesiddende kontorarbejde, men det har overhovedet ikke været et tema, siger den alsidige jubilar.

Ifølge Susanne Jensen er der nemlig aldrig to dage, der er ens hos DBU Jylland - og skulle man have brug for luftforandring, er der hele tiden mulighed for at prøve nye arbejdsområder. Hun havde egentlig ikke tænkt længere end til en toårig kontoruddannelse, men hun faldt til, og nu er der altså foreløbig gået 25 år.

Selvom jubilaren ikke selv har nogen praktisk erfaring med fodbold, har hun i en lang årrække selv være frivillig inden for andre idrætsgrene. Håndbold og hestesport har nydt godt af hendes arbejdsomhed, og den erfaring har hun brugt i sit arbejde.

- Forståelsen for frivillighed ligner hinanden, uanset hvilken foreningsform det har hjemme i. Når jeg taler med frivillige i telefonen, kan jeg sagtens forstå dem, uagtet at jeg ikke kan jonglere med en fodbold, lyder det fra Susanne.

- Jeg er vild med klubmøder, hvor jeg stadig kan blive helt høj over motivationen, der brænder i øjnene hos de frivillige ildsjæle. Det smitter, forklarer hun.

Susannes arbejdsområder i 2024 er primært centreret om de regionale turneringer, KlubOffice-support og DR Ultra Skolepokalen. Særligt sidstnævnte har været en interessant udfordring, fordi personkredsen er anderledes end de fleste andre af DBU Jyllands turneringsformer. Her er det nemlig typisk ikke rutinerede klubfolk, der henvender sig, men derimod skolelærere.

Der kommer et særligt glimt i Susannes øjne, når snakken falder på familie. Børn og børnebørn fylder en meget stor del af hendes hjerte og hendes hverdag.

Den samme omsorg udviser hun også overfor sine kolleger. Det er Susanne, der sørger for, at alt det praktiske på kontoret i Vejen spiller, ligesom hun er god til at række ud og tilbyde sin hjælp, når behovet opstår.

Disse egenskaber har bl.a. også været en vigtig ramme for den uddannelse, som ikke færre end fem unge elever har gennemgået hos DBU Jylland Region 4 i Susannes tid.

- Jeg sætter stor pris på det uformelle miljø, vi har hos DBU Jylland, hvor der er gode og varme relationer kolleger imellem, siger 25 års-jubilaren.


Blå bog: Susanne Jensen
Alder: 55 år.
Familie: Gift med Niels Ole, mor til Tobias 33 år, Laura 29 år. Fire børnebørn i alderen 2,5-5 år.
Hobby: Hestesport, familien og »fritidsjob« i Vejrup-Endrup Fritidscenter, hvor ægtefællen er centerleder.
Tidl. job: Uddannet butiksassistent.
Frivilligliv: Frivillig i håndboldklub, formand for rideklub (har aldrig redet og har med egne ord heller ikke nogen formand i maven, men opgaven skulle løses og så blev det Susanne).
Fodboldkarriere: Aldrig spillet fodbold. Hvis man lige ser bort fra et par enkelte kampe til den lokale byfest for år tilbage.
Beskriv dig selv med tre ord: Hjælpsom, loyal, stædig.
Bonus-info: Blev ansat som voksenelev og startede ca. en uge før tid pga. en sygemelding. Hun tænkte, at det kunne være svært at være ansat i en fodboldorganisation, når hun aldrig selv havde spillet, men nu skulle elevtiden gå, og så måtte vi se, hvad fremtiden ville bringe. Og vupti, så gik der 25 år.

(Foto: PR-foto)

 

nyhedsbrev luft