- Detaljer
- Leif Christensen
En bolig på 626 kvadratmeter her i kommunen eller en lejlighed i København.
Hvad foretrækker du, for prisen er den samme.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De markante prisstigninger på ejerlejligheder i København har gjort mange lejlighedsejere til millionærer på papiret. For nogle åbner det døren til en boligdrøm, der tidligere var uden for rækkevidde: Parcelhuset med have, plads og flere kvadratmeter.
- Murstenene kan i dag omsættes til markant flere kvadratmeter, hvis man vil skifte lejligheden ud med et hus, siger boligøknom i Jyske Bank, Mikkel Høegh, i en pressemeddelelse.
En gennemsnitlig ejerlejlighed i København har i dag en værdi på knap 5,2 mio. kr. Hvis lejligheden sælges, og pengene bruges på et parcelhus, rækker beløbet til vidt forskellige boligstørrelser afhængigt af postnumrene.
På landsplan svarer værdien af en gennemsnitlig københavnerlejlighed til et parcelhus på 277 kvadratmeter. På Lolland kan man få mere end 1000 kvadratmeter hus for samme beløb, mens en flytning til Morsø giver mulighed for over 900 kvadratmeter og altså 626 kvadratmeter her i området.
- Til gengæld er mulighederne markant mere begrænsede, hvis man ønsker at blive boende i hovedstaden, siger boligøkonom Mikkel Høegh og fortsætter:
- Mange lejlighedsejere har oplevet store værdistigninger gennem de seneste år. Det betyder, at de i dag kan omsætte murstenene til markant flere kvadratmeter, hvis de vil skifte lejligheden ud med et hus. For mange familier kan det være en genvej til mere plads og en bolig, der passer bedre til den livsfase, de står i.
Bliver man i København, rækker pengene fra den gennemsnitlige ejerlejlighed til et parcelhus på omkring 86 kvadratmeter. Flytter man fx til Ballerup, kan man få cirka 135 kvadratmeter hus for samme pris.
Forskellene illustrerer, hvor stor betydning geografi fortsat har på det danske boligmarked, ifølge Mikkel Høegh.
- Beliggenheden kommer vi ikke uden om. Det er stadig den vigtigste faktor på boligmarkedet. Derfor er forskellene mellem landsdelene enorme. Men udviklingen siger noget om, hvor meget københavnske lejlighedsejere har fået med sig fra de senere års prisstigninger. For mange kan det skabe nye muligheder, som de måske ikke lige har overvejet tidligere, siger Mikkel Høegh.
Ifølge Jyske Bank passer udviklingen godt til de boligbehov, mange står med. Når familien vokser, eller behovet for have, hobbyrum og hjemmearbejde fylder mere, er parcelhuset ofte næste skridt på boligrejsen. Samtidig understreger Mikkel Høegh, at boligvalg sjældent handler om økonomi alene.
- En bolig er både en investering og et hjem. Det er naturligvis interessant at se, hvor mange kvadratmeter man kan få de forskellige steder i landet, men den rigtige bolig er først og fremmest den, der får hverdagen til at fungere. Økonomien kan åbne døre, men det er livet, der afgør, hvilken dør man går ind ad, slutter han.
Hvor mange parcelhus-kvadratemeter kan man få?
• En gennemsnitlig ejerlejlighed i København koster knap 5,2 mio. kr.
• På landsplan svarer værdien til et parcelhus på cirka 277 kvadratmeter.
• I København rækker beløbet til cirka 86 kvadratmeter parcelhus.
• I Ballerup rækker beløbet til cirka 135 kvadratmeter parcelhus.
• På Morsø kan beløbet købe over 900 kvadratmeter parcelhus.
• På Lolland kan beløbet købe mere end 1000 kvadratmeter parcelhus.
• Tallet for Vejen er 626 kvadratmeter parcelhus for en gennemsnitlig lejlighed i København.
