Mange kører for stærkt, men de færreste runder 200 kilometer i timen på en almindelig landevej.
Det var ikke desto mindre, hvad politiet målte en bilist til ved en fartkontrol fredag.
Mere præcist var det på Lunderskovvej mellem Kragelundkrydset og Gestenvej i den nordlige del af Vejen kommune.
Ifølge politiet blev vedkommende målt til at køre 201 km/t på det, politiet kalder for en fokusstrækning, netop fordi der køres stærkt, og det blev der også fredag, hvor 45 blev blitzet.
Som politiet skriver:
»Kære bilister på Lunderskovvej. Det går alt for stærkt. 45 blev blitzet for at køre for stærkt. Tre fik et klip i kørekortet, En en betinget frakendelse af kørekortet for at køre 158 km/t, og en ubetinget frakendelse af kørekortet, 201 km i timen.«
Og umiddelbart efter at have målt bilisten lød det: »Nej, nej nej...« med denne tilføjelse:
»Absolut vanvittig kørsel på Lunderskovvej, 201 km/t, hvor man må køre 80. Fuldstændig uforsvarligt og sindssygt. Vedkommende kan se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet og en tårnhøj bøde.«
(Arkivfoto: LLN Press©)
Sådan så det ud på skærmen i atk-bilen. (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)