Igen i år ønsker Handicaprådet i Vejen Kommune at anerkende personer og foreninger, der har gjort en særlig indsats for personer med særlige behov.
Handicaprådet har modtaget 12 indstillinger til Handicapprisen 2024 og har heraf valgt tre indstillede, der fortsat er med i kapløbet om at vinde årets pris.
Vinderen afsløres ved et arrangement på Knudepunktet i Vejen tirsdag 3. december 2024.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Forud for prisoverrækkelsen holder Rasmus Lund Sørensen et spændende og inspirerende foredrag, hvor han tager deltagerne med på en ærlig og livsbekræftende rejse gennem sit liv med cerebral parese (CP). Rasmus har gjort det til sin mission at bryde tabuer og nedbryde fordomme omkring fysisk handicap, og det gør han bedst ved at dele sin egen historie, lyder det i en pressemeddelelse.
Fakta om de nominerede:
OK Plus Rødding og indehaver Kenneth Jensen indstillet af Thue Uhre Lauridsen:
Kenneth er rigtig god til at involvere alle former for medarbejdere. Kenneth ser muligheder i sine medarbejdere og skaber i hverdagen nogle gode arbejdsbetingelser for sine medarbejdere. Så gode arbejdsbetingelser, at de kan gå fra pakkepige til multimedarbejder og fra førtidspension til et job i butikken.
BGF Kids, Brørup Gymnastikforening, indstillet af Mads Ravn:
BGF Kids er et fodboldtilbud hos BGF Fodbold for børn og unge med udviklingshandicap. BGF Kids består af ca. 10 spillere fra Vejen Kommune, der træner hver lørdag. Drivkraften er at skabe et tilbud, hvor børn og unge med handicap kan få del i fodboldens aktive og berigende fællesskab samt foreningslivets styrker. Dette tiltag er vigtigt for at sikre et aktivt tilbud for kommunens børn og unge med handicap og særlige behov.
Marie Næsby, parkinson- og sclerose-konsulent i Vejen Kommune indstillet af Cindy Kryger Sørensen:
Marie Næsby gør en ekstra indsat for borger i Vejen kommune med parkinsons og sclerose. Hun møder borgeren, hvor han eller hun er, og på en meget omsorgsfuld måde hjælper hun med de udfordringer, som en kronisk sygdom kan give. Hun er altid lyttende og empatisk i hendes tilgang til borgerne og vil gå en ekstra mil for at finde løsninger, som kan hjælpe borgeren.
(Foto af de nominerede i fjor, hvor handicapprisen gik til Enghave Dyre- og Naturpark: migogvejen©)