Følg migogvejen på Facebook  

Mange holder fri i denne uge, og rundt i området er der forskellige tilbud.

Vejen Teaterforening er således på banen med forestilling både onsdag eftermiddag og torsdag aften, og målet er både børn og voksne.

 

(læs videre under annoncen)

IdeCentret - Casper på maling

 

 

Onsdag gælder det »Sværdet i stenen«, hvor alle børn kan være med og både grine og gyse, når prinsesse Guinevere forklæder sig som dreng og sammen med Arthur må kæmpe mod den nedladende fosterbror, den lede troldkvinde og en lænket drage.

Forestillingen trækker tråde til verden i dag, hvor folk stadig har travlt med at bekrige hinanden i stedet for at gøre, hvad den kloge Merlin lærer Arthur: Brug pennen i stedet for sværdet, beskyt de svage og lær at holde af din fjende, for måske er de okay inderst inde.

Damen i søen stiger op af vandet og planter det berømte sværd, Excalibur - i stenen - med ordene: »Den der trækker sværdet af stenen - skal blive landets nye konge«.

Den ene ridder efter den anden må opgive at erobre sværdet, men en dag dukker den forældreløse dreng - Arthur - op ...

Forestillingen er krydret med spænding, magi, flotte kostumer, en god portion humor og sang med helt ny musik af Sigurd Barrett.

Både denne og torsdagens »Sommer i Tyrol« kan opleves i Troldesalen i Vejen.

- Giv jer selv en rigtig god teateroplevelse med det klassiske stykke Sommer i Tyrol, tag jeres børn med, og lad dem opleve levende teater, lyder opfordringen fra Vejen Teaterforening.

Folketeateret puster igen støvet af en kendt og elsket operette, hvor vi rejser til de østriske alper til en munter Sommer i Tyrol.

Sommer i Tyrol er en bouillonterning af hygge, hjertevarme og nemme grin. Ovenpå - hvad vi vist godt kan kalde for et jammerligt år, er det ganske tiltrængt.

Her klinger de kendte og elskede toner fra sange som: Ja, ja, ja - nu kommer jeg - og: Man kan jo ikke gøre for, man har charme, mens der på gæstgivergården »Den Hvide Hest« hersker en stemning af rent halløj på tyroler-hotellet.

Overtjener Leopold har forelsket sig i værtinden Josepha, som er forelsket i undertøjsfabrikant Sülzheimer, som mest er forelsket i sig selv, indtil han møder den charmerende Clara.

Amorinerne flyver forvildede rundt over alpetoppene og vikler sig ind i en tvist mellem de konkurrerende fabrikanter Sülzheimer og Møller om, hvorvidt den nyopfundne undertøjs-heldragt skal knappes forfra eller bagfra.

Først da selve Kejser Franz Joseph træder til, finder både knapper og kærlighed deres rette plads.

(Foto: PR-foto)