Følg migogvejen på Facebook  

Virksomhederne i Vejen kommune skriger på kvalificeret arbejdskraft. Ny bosætningskampagne skal få flere unge med en erhvervsuddannelse til at flytte til området.

Det er ikke højtuddannede akademikere og teoretikere, der er mest brug for i Vejen Kommune, men håndværksuddannede svejsere, elektrikere, laboranter, smede og industriteknikere og ikke mindst unge indenfor fødevarebranchens fag.

»Virksomhedernes mangel på kvalificeret arbejdskraft og på elever er den direkte årsag til, at Vejen Kommune nu sætter en storstilet kampagne i søen, som skal få unge faglærte og ufaglærte til at få øjnene op for, at Vejen eksisterer, og at det oven i købet er en kommune med masser at byde på. Vejen Kommune er den første i Danmark, som går specifikt efter den målgruppe, og det er rigtigt godt i tråd med, at Vejen i forvejen ligger højt, når det drejer sig om unge, der tager en erhvervsuddannelse«, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

En af de virksomheder, som byder den nye kampagne varmt velkommen, er Schrøder A/S. Elektrikerfirmaet har 50 ansatte og er jævnligt på udkig efter nye ansatte, og det er ikke altid lige nemt.

- For at vi kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft kræver det, at der er nogle i vores nærområde at rekruttere. Jo flere vi får til at bosætte sig i kommunen, jo flere har jeg at rekruttere iblandt, siger direktør Hans Kristian Kristiansen.

Det går nogenlunde med at tiltrække elever, men mange af dem søger mod større byer efterfølgende blandt andet for at videreuddanne sig.

- Det er svært at få dem til at vende tilbage. Og det kræver, at der er et attraktivt miljø at vende tilbage til, konstaterer Hans Kristian Kristiansen.

Kampagnen skal blandt andet gøre de unge i omkringliggende kommuner interesseret i de mange jobmuligheder, der findes i Vejen kommune indenfor erhvervsfag, men også vise noget af alt det andet, Vejen Kommune kan. Eksempelvis billige boliger, pasningsgaranti, masser af natur og mulighed for fritidsaktiviteter.

Mette Markmann-Eriksen er en af de unge, der har valgt at flytte til Vejen Kommune.

For knap et år siden flyttede hun fra Frederikssund på Sjælland til Vejen, fordi hun havde fået sin drømmelæreplads som konditorelev hos Kageriet i Holsted. Men det var ikke uden betænkeligheder, at hun forlod de trygge rammer og som 18-årig flyttede til den anden ende af landet.

- Det var et svært valg, fordi hele min omgangskreds er på Sjælland. Men jeg tænkte, det går nok, der er en togstation i Holsted.

Mette Markmann-Eriksen har nu boet i Vejen et års tid, og hun har kun positive ting at sige om flytningen.

- Det har været helt perfekt. Jeg kan godt lide, at jeg bor i centrum, men alligevel ikke føler, der er larm. Der er masser af natur, og stadigvæk skal jeg kun gå fem minutter for at handle og fem minutter for at komme til stationen. Alle de ting gør, at jeg føler mig mere hjemme. Jeg har aldrig haft nogen fordomme om Vejen, men jeg er overrasket over mulighederne. Blandt andet er Vejen Idrætscenter et stort plus, fastslår Mette Markmann-Eriksen.

Hun er efter planen færdiguddannet i februar 2021 og har allerede taget stilling til, hvor hun gerne vil bo efter sin uddannelse.

- Hvis jeg kan få job der, hvor jeg er i lære eller her i området, så vil jeg gerne blive boende. Jeg har også en en kæreste, som jeg nok får lokket herover. Han skal lige være færdig med sin uddannelse indenfor VVS, forklarer Mette Markmann-Eriksen.

Vejen Kommune ønsker, at kommunens borgere, lokalråd, foreninger og virksomheder bakker op om kampagnen. Et af de elementer, der skal være med til at tiltrække målgruppen, er den nye tilflytter side flyttilvejen.dk, hvor man kan læse meget mere om livet i Vejen Kommune.

- I Vejen Kommunes Vækststrategi står der, at vi skal være 44.000 borgere i 2020. Et ambitiøst mål, som vi går vi benhårdt efter med den kampagne, som vi har sat i gang, siger borgmester Egon Fræhr (V).

- Via analyser, lokale workshops og interviews med virksomheder har vi fastlagt vores styrkepositioner og vores målgruppe, som vi kalder »De unge kloge hænder«. Dem er både vi og vores virksomheder meget stolte af, og det er dem, som virksomhederne har brug for, fastslår borgmesteren i pressemeddelelsen.

(Foto: Vejen Kommune)