- Kampen for frihed lader sig ikke begrænse.
Sådan lyder det fra Liberal Borgerliste, der bl.a. er repræsenteret i byrådet i Vejen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Liberal Borgerliste vedtog på den netop overståede generalforsamling fremover at byde medlemmer fra hele landet velkommen.
Dermed gør partiet op med ideen om kun at være et lokalt forankret parti i Sydjylland.
- Vi er blevet overrasket over, hvor stor interesse, der har været for vores lokale parti andre steder i landet. Indtil nu har vi været glade for, at Sønderborg er kommet godt i gang, og at Kolding snart følger efter, men nu var tiden inde til, at vi tog skridtet fuldt ud, da ønsket om en mere værdibaseret liberal politik er stort, fortæller den nyvalgte formand, Kaare Clement Thingstrup Pedersen, fra Vejen, i en pressemeddelelse.
Han afløser den tidligere formand Alvin Lykke, der efter fire år på posten gav stafetten videre.
- Men hvorfor egentlig orke at kæmpe frihedskampen, kunne man spørge. Er vi ikke frie nok i Danmark. Hertil svarer byrådsmedlem Martin Boye:
- Vi oplever, at mange henvender sig, fordi de mangler en borgerlig stemme, der sætter mennesket i fokus og ikke blot dømmer ud fra køn, race eller religion. De savner en kritisk stemme mod tidens tromlen over basale rettigheder, som før i tiden var utænkeligt. Derfor vinder vores budskab om Frihed, Ordentlighed og Retssikkerhed gehør hos mange tidligere medlemmer af bl.a borgerlige partier.
- Ikke mindst nu, hvor afstemningen om et EU-forsvar er lige om hjørnet, har der vist sig et hav af danskere, der - af åbenlyse årsager - er uenige i at ophæve forbeholdet, noterer Martin Boye.
Liberal Borgerliste blev stiftet i august 21 og er repræsenteret i byrådet i Vejen. LB forventer at være aktiv i fem kommuner allerede inden årets udgang.
På billedet er det fra venstre Johan Pahus Bruun, Martin Boye, Henrik Nielsen, Gerda Andersen, Kjeld Andersen, den nyvalgte formand Kaare Clement Thingstrup Pedersen, Martin Schuh, Alexander Petersen, Margit Djørup og Alvin Lykke
(Foto: PR-foto)