Vejen Varmeværk går mod strømmen og sænker prisen på varme.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De store prisstigninger på både gas og el kommer ikke til at påvirke varmeprisen hos Vejen Varmeværk, der er klar med en forsinket julegave til brugerne.
Varmen bliver billigere.
Bestyrelsen i Vejen Varmeværk har netop godkendt budgettet for 2022 og har samtidig slået fast, at fjernvarmeprisen sænkes for indeværende år og næste år.
- Vejen Varmeværk er i en positiv udvikling med høj kundetilvækst og øget effektivitet, hvilket nu afspejler sig i varmepriserne. Det kommer de nuværende kunder til gode allerede på årsafregningen for 2021, hvor forbrugsbidraget sænkes fra 500 kr. til 456,25 kr. pr. mwh svarende til ca. 800 kr. for et standardhus, lyder det fra direktør Richard Sloth Nielsen.
- I faget regnes et standardhus at være 130 kvadratmeter og og bruge 18,1 mwh, og med prisnedsættelsen på de 44 kroner pr. mwh er der en årlig besparelse på de ca. 800 kroner, men nogle sparer mere og andre mindre, siger Richard Sloth Nielsen til migogvejen.
- Interessen for at tilslutte sig fjernvarme bliver nok ikke mindre nu, hvor bestyrelsen har fastsat forbrugsbidraget for 2022 til 470,- kr. Med den nuværende gaspris iflg. gasprisguiden.dk, hvor den billigste variable pris i Vejen d.d. er 15,27 kr. pr. m3 naturgas kan et standardhus spare ca. 15.000,- kr. på varmeregningen årligt. Takstbladet for 2022 findes allerede nu på www.vejen-varme.dk, lyder det fra Vejen Varmeværk.
Den lavere pris i Vejen står i kontrast til udmeldinger om energiprisernes himmelflugt, hvilket også rammer fjernvarmepriserne i 2022 i andre selskaber.
Hele Europa oplever lige nu gas- og elpriser, der ligger langt over tidligere års niveauer, og det rammer både private husholdninger og de fjernvarmeselskaber, som bruger naturgas som primær brændsel til opvarmning, men det gælder altså ikke Vejen Varmeværk.
- Vores fjernvarmepriser sænkes allerede ved årsafregningen for det forgangne år 2021 samt for det kommende år 2022, siger formand Dion Christensen fra Vejen Varmeværk i en pressemeddelelse.
Vejen Varmeværk leverer fjernvarme til ca. 4700 husstande i Vejen og Askov, og der er godt gang i udvidelsen af kundeskaren.
Værket har en flerstrenget forsyningsstrategi med flere forskellige brændselstyper til at producere varmen med herunder bæredygtig biomasse i form af flis og halm samt industriel spildvarme og varmepumper.
- Vi er dygtige til at source vores biomasse, hvilket kræver indsigt i markedet og modet til at gå andre veje end de fleste andre gør. Vores forsyningsstrategi har fokus på fleksibilitet, hvilket gør, at vi kan agere hurtigt på markedsændringer, siger direktør Richard Nielsen.
Varmepumperne hos Vejen Varmeværk bliver slukket, når elprisen bliver for høj. Så tager biomassekedlerne over for at sikre, at der er varme nok til alle kunderne.
Med udsigten til mange nye kunder de kommende år vil Vejen Varmeværk kigge på nye varmekilder.
- Vi håber fortsat på, at spildvarmen fra Viking Link kan finde vej ind til Vejen og blive nyttiggjort til at udbygge den grønne fjernvarme lokalt, siger Dion Christensen.
- Vi er udfordret på ressourcerne og havde håbet, at vi var længere i vores konvertering af gaskunderne i Vejen og Askov. Der er fuld gang i byggeriet, og vi tilslutter dagligt nye kunder til fjernvarmen, siger Richard Nielsen.
I starten af 2022 igangsættes næste kampagneområde - Fabriksvej. Her kan 16 husstande se frem til at skifte gassen ud med grøn og billig fjernvarme. De næste kampagneområder bliver Dalgårdsvej og Grønningen samt Sandmarken.
(Arkivfoto af Richard Sloth Nielsen: LLN Press©)