Kritikken hagler ned over byrådspolitikernes besparelser i Vejen Anlæg, hvor dyrene nu er fjernet.
En underskriftsindsamling skal få politkerne til at finde pengene og få dyrene tilbage.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Jeg er målløs over, at politikerne kan træffe sådan en beslutning. De har helt klart ikke haft fingeren på pulsen i forhold til befolkningen, påpeger Laila Højgaard Hansen overfor migogvejen.
Ved at fjerne dyrene sparer Vejen Kommune i underkanten af 150.000 kroner om året, og det har fået mange til tasterne på Facebook.
- Der er så mange, der har glæde af anlægget og dyrene, så politikerne kan ganske enkelt ikke være det bekendt, fortsætter Laila Højgaard Hansen.
Hun nøjes ikke med at gå til tasterne. Hun har taget initiativ til at lave en underskriftsindsamling, der skal få politikerne til at ændre opfattelse.
- Anlægget er en naturperle midt i byen til glæde for alle og er et sted, hvor du kan komme ind gratis og nyde forholdene. Ikke alle har råd til at gå i f.eks. idrætscentret, så her rammes de svage, mener initiativtageren.
Besparelserne blev besluttet i byrådet ved budgetbehandlingen, men Laila Højgaard Hansen fatter det ikke.
- Hvis politikerne ikke kan finde pengene, er jeg overbevist om, at mange borgere kan finde de nødvendige besparelser andre steder hos kommunen, påpeger Laila Højgaard Hansen.
I aften mødes en gruppe mennesker i anlægget for at planlægge den forestående underskriftsindsamling, og Laila Højgaard Hansen er ikke i tvivl om, at rigtig mange vil skrive under i arbejdet på at få dyrene tilbage.
Nogle har foreslået, at arbejdet skal ligge hos frivillige, men for Laila Højgaard Hansen er der ingen tvivl om, at det bør være politikerne, der finder de nødvendige penge, så dagplejemødre, pensionister og andre igen kan nyde dyrene i anlægget.
- Rigtig mange har relationer til anlægget og dyrene, og selv mine børn er chokerede. Selvom de er rejset hjemmefra, forbinder de anlægget med bl.a. geder, der har været der »altid«, noterer Laila Højgaard Hansen overfor migogvejen.
(Arkivfoto: LLN Press©)
migogvejen har skrevet om besparelserne:
https://migogvejen.dk/vejen/6270-sparer-dyrene-vaek
(tryk på annoncen og se mere)