MØNTER: 104 sølvmønter er dukket op i mulden ved Andst. Det skriver museet på Sønderskov på sin Facebook-profil og fortæller, at det er mønter fra 1600-tallet. De første mønter blev faktisk fundet for snart et år siden.
- Vi holdt fundet hemmeligt, for vi ville gerne udgrave den sammen med finderne. Takket være en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen kunne det lade sig gøre i forrige uge, lyder det fra museet.
* * *
FRØ: Sommerens blomsterpragt er nu på retur, men så er tiden måske inde til at tænke på næste års blomster. Det mener i hvert fald »Vild i Vejen« og Vejen Bibliotek, der inviterer til et frøarrangement torsdag sidst på eftermiddagen. Nærmere bestemt er det på Årup Hede ved Harreby, hvor der kan samles frø fra de mange forskellige blomster på heden.
- Selv hvis du kun har plads til en urtepotte på altanen eller en vandbalje i rækkehushaven, er der egnede planter til dit projekt her, lyder det fra arrangørerne.