Bjørk Windfeld Thyssen (3E) henviste bl.a. til afdøde Kim Larsen, da hun sluttede dimissionen på Vejen Gymnasium og HF af med årets elevtale.
Du har under annoncen mulighed for at læse, hvilke tanker hun stod med om fortiden, nutiden og fremtiden:
(tryk på annoncen og se mere)
- Jeg blev for 3-4 uger siden spurgt, om jeg ville holde årets elevtale for os STX’ere. Jeg var selvfølgelig beæret og sagde ja, og begyndte så småt at overveje, hvad sådan en tale skulle indeholde.
Jeg kom frem til, at den både skulle være et tilbageblik og et kig ud i fremtiden, og jeg må indrømme, at det har været svært at koge tre år ned til det, der nu foran mig er knap 1400 ord, men lad mig starte med at fortælle om mine umiddelbare tanker om at skulle på gymnasiet.
Jeg var ikke tvivl om, da jeg stod midt i mit udvekslingssår i USA og skulle vælge ungdomsuddannelse, at Vejen gymnasium og HF var det er rigtige sted for mig. Alligevel så formåede jeg i løbet af sommerferien at komme en smule tvivl om, hvorvidt mit valg af ungdomsuddannelse nu var det rigtige. Men jeg besluttede mig for at give gymnasiet en chance, og allerede første skoledag vidste jeg, at VG var det rigtige sted for mig. Og her står jeg altså. Efter tre år på gymnasiet har jeg lært masser af mennesker at kende, og på hver sin måde har de været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Så er der noget. jeg aldrig fortryder, og håber I studenter heller ikke gør, så er det at være startet på Vejen gymnasium og HF, fastslog Bjørk Windfeld Thyssen.
1.g levede op til de forventninger, vi havde til gymnasiet: Faglig fordybelse, masser af lektier og afleveringer, nye fællesskaber og venskaber samt fede fester.
Vi gik ind i 2.g med godt mod og tænkte, at dette år ville blive lige så fedt som det forrige, men grundet corona brast denne boble 11. marts 2020, lige da vi var kommet hjem fra studieturen i København.
I det øjeblik virkede situationen uoverskuelig, og det fik store konsekvenser for resten af gymnasietiden, som blev alt andet end normal. Vores 3.g år har været et år, hvor store begivenheder som heldagscafé, galla og studierejser er blevet aflyst.
Vi prøvede at få det bedste ud af en svær situation og tog udfordringerne og skuffelserne med oprejst pande, og via en god og åben dialog med hinanden, ledelse og lærere, står vi her i dag og kan fejre, at vi er blevet studenter, på en måde, som vi har været med til at sætte vores helt eget præg på.
Vi har haft en konstruktiv tilgang til at finde udfordringer og få det bedste med fra en svær situation. Det er noget, vi skal være stolte af og ikke mindst tage den konstruktive tilgang med videre til de problemer og konflikter fremtiden uvægerligt vil byde på.
Der er flere eksempler på, hvordan vi håndterede det. Vi havde eksempelvis græskarudskæring til halloween, juleklip og sidst men ikke mindst årets musical.
Vi formåede at stable en hel musical på benene på, hvad der føles som ingen tid. Vi kunne have valgt at aflyse, men at vi valgte af køre videre med produktionen, fordi det stod klart, at alle studerende på Vejen Gymnasium og HF havde brug for lys i en ellers mørk tunnel propfyldt med corona.
Det bringer mig videre til at snakke om fremtiden, for hvis der er noget, corona har lært os, så er det, at i nogle situationer så lader tilværelsen sig ganske enkelt ikke planlægge.
Nogle gange sker der ting, der er ude af vores hænder, som i nogle tilfælde udfordrer vores tilværelse, og i andre tilfælde skaber glæde.
Med coronaen var vi sammen om at få alle planer sat på pause. Vi var alle sammen om at opleve at blive fastholdt i det uforudsigelige. Vi må forvente, at planer, uanset hvor nøje planlagt, næsten altid på den ene eller anden måde bliver forstyrret af den virkelighed, vi lever i.
Uanset hvor grundige vi er i vores planlægning, så vil der altid kunne indtræffe en række tilfældigheder, som ændrer de planer, vi havde lagt. Corona har lært os at vi skal kaste os ud i tilværelsen.
Vi skal lægge planer, lige som vi har lyst til, men vi skal give plads til, at disse planer kan blive forstyrret. Vi skal have lov til at lægge planer for de mål, vi gerne vil nå, fordi der ligger et helt liv foran os.
Vi skal huske at nyde rejsen, vi har mod vores mål, og ikke glemme os selv i forløbet, fordi rejsen er også et mål i sig selv.
Selvom gymnasietiden på mange måder har virket lang, så står vi stadig tilbage efter tre år og føler de fløjet afsted.
Gymnasietiden er så kort og intens, at den for mange af os vil stå lysende klart selv efter 20, 30 og 50 år.
(læs videre under annoncen)
Dimissionen på Vejen Gymnasium samlede mange studenter og forældre.
Gymnasietiden præger os for livet både med glæder og sorger, studieture, lange lyse nætter, kærester, pligter og fantastiske venskaber. Vores allesammens Kim Larsen vil jeg mene indfanger momentet så smukt i hans udødelige klassiker »Om lidt bliver her stille. For om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?. Jeg ved, at for mange er den her sang forbundet med et farvel til livet, og det kan godt være, at det virker lidt kliché, men for mig rammer disse strofer præcis ind i nerven af de ambivalente følelser, vi studenter sidder med i dag.
Fordi heldigvis så er det ikke rigtigt at: om lidt er det forbi. Fordi vi står her som studenter, og det betyder, at et kapitel er endt, og et nyt må begynde. Vi skal ud og smitte hele Danmark og forhåbentligt også denne verden, selvfølgelig ikke med corona, men med vores gode humør der for mit vedkommende har givet mig styrke og vilje til at blive student, og jeg håber det har gjort det samme for jer. Vi skal ud og sprede vores positive tilgang til livet, og ud og lære mere og blive dygtigere og dyrke vores mange talenter. Fordi vi har alle et talent, som denne her verden kunne blive rigere af at kende til, vi skal som sagt ud og finde vores melodi og opleve mere af, hvad denne verden har at byde på, og ja, der vil være gange, hvor livet gør ondt, men forhåbentligt vil den verden, vi skal ud i, berige os med gode og mindeværdige oplevelser.
Inden vi åbner portene mod friheden, så vil jeg sige et par ord mere omkring, hvad jeg håber, vi kan tage med herfra til at præge verden. Kogt helt ned, så håber jeg, at vi vil se mest på de lyse sider af den tilværelse, vi skaber, for jeg selv, at vi vil være rummelige og fordomsfrie og ikke bruge tid på bedrevidende mennesker.
Livet er for kort til mørksindede mennesker, og at vi kun har det sjov, vi selv laver.
Vi skal omringe os selv med mennesker, der giver os lyst til at blomstre og vokse som mennesker. Det er op til os, og kun os selv, at bestemme, hvilken toneart vores livsmelodi skal have.
Jeg ved godt det lyder meget banalt, men jeg håber, at vi er i stand til at bruge den viden, vi har fået de sidste tre år til at tage lyse toner med ud i fremtiden, så vi kan skabe en glad melodi for os selv.
Det er ikke helt til at fatte, at den sidste stil er skrevet, den sidste rapport er lavet, og den sidste eksamen er overstået.
I tre år har vi kæmpet for at nå til det her punkt og vi kan ikke være andet end stolte af os selv for endeligt at stå her.
Selvom det her kapitel er slut på Vejen gymnasium og HF, så er livet det langt fra.
Vi skal sigte efter stjernerne, fordi jeg er sikker på, at der i dette lokale sidder nogle mennesker, som i fremtiden vil gøre en stor forskel for den verden, vi lever i.
Hele verden ligger åben for os, klar til at lade sig i erobre, fordi livet er lige præcis det, vi selv gør det til.
Som en ende på denne her tale, så vil jeg gerne sige tak. Tak til Vejen gymnasium og HF: lærere, ledelse, hele moletjavsen, og ikke mindst mine medstudenter. Til jer min fantastiske studiekammerater, det har været en sand fornøjelse.
Tak.
(Fotos: migogvejen©)