Følg migogvejen på Facebook  

- En klog mand sagde for nogle år tilbage, at enhver afslutning samtidig repræsenterer en ny begyndelse. Det beskriver rigtig godt den situation, som I befinder jer i her og nu.

 

(læs videre under annoncen)

Kvickly

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Sådan indledte forstander på Vejen Business College, Morten Kornerup-Bang, sin tale ved lørdagens dimission.

- I siger farvel til VBC, hvor I har fået jeres merkantile studentereksamen, og I siger forhåbentlig også endegyldigt farvel til covid-19, som i så stor udstrækning har præget jeres tid her på VBC.

- Samtidig siger I imidlertid også velkommen til en helt ny begyndelse. Til en ny start. En ny start med fokus på helt nye uddannelser, jobs, sabbatår og ikke mindst - lige her og nu - studenterkørsel og studenterfester. I siger også velkommen til en ny begyndelse, hvor covid-19 forhåbentlig ikke længere kommer til at begrænse og hæmme jeres udfoldelsesmuligheder og drømme.

- Vi har haft nogle rigtig gode år sammen her på VBC, men nu er det desværre slut. I forlader os. Og vi kommer til at savne jer. For mange af jer betyder et farvel til VBC også, at I flytter hjemmefra - måske ikke i år, men så nok inden for den nærmeste fremtid, så jeres forældre, jeres øvrige familie, venner og bekendte vil uden tvivl også snart komme til at savne jer, men det giver god mening. For dagen i dagen repræsenterer jo som nævnt også en ny begyndelse, påpegede forstanderen.

- Dimissionen markerer i stor udstrækning en overgang fra det mere uforpligtende og sorgløse ungdomsliv til voksenlivet på godt og ondt for jer. I står nu overfor at skulle træffe en række vigtige valg med hensyn til jeres egen fremtid. I skal vælge uddannelse, et job, en karriere, en kommende familie og ikke mindst et liv, og jeg ved også godt, at mange af jer oplever et stort forventningspres i denne sammenhæng.

- Der er rigtig mange – også fra samfundets side - der har forventninger til jer, og måske handler det i en del situationer også om jeres egne forventninger til jer selv. I forventes af samfundet således allerede at have- eller meget snart at få planer, have klare mål og at have fremtidsblikket stillet helt skarpt. Hvis politikerne kunne bestemme, så skulle I senest i morgen have en fast plan både for jeres uddannelse og hvilket arbejde, uddannelsen skal føre frem til. Politikerne har ovenikøbet en mening om, hvilke uddannelser I bør vælge.

På den baggrund kan jeg godt forstå, at I til tider bliver lidt svedt og halsen snører sig sammen. Forventningspresset bliver simpelthen lidt for stort, konstaterede Morten Kornerup-Bang.

- Mange af jer har sikkert allerede følt et stort præstationspres i den tid, hvor I har gået her på VBC og lad mig i denne forbindelse sige det helt tydeligt, at der jo absolut intet er galt med at præstere- og præstere godt.

- I har således altid her på Vejen Business College forventet, at I som elever yder jeres absolut bedste. Ikke for at opnå en bestemt karakter, men for at bevise overfor især jer selv, at I kan og I vil. Selvfølgelig skal I være ambitiøse, men I skal samtidig være meget opmærksomme på, at det forventningspres, som samfundet, familie og venner og ikke mindst jer selv lægger på jeres skuldre, ikke bliver det styrende princip for de valg, som I foretager jer med hensyn til studie, job og generelt i livet, fastslog Morten Kornerup-Bang.

- Når man som elev har fået masser af 12-taller og et højt gennemsnit, så har ens omgivelser og en selv jo også en masse tårnhøje forventninger. Man skal blive til noget. Man skal udnytte sit eksamensgennemsnit. Dvs. at man i stedet for at se på, hvem man gerne vil være og hvilken forskel, man kan gøre, i stedet for kigger på, hvad man kan blive. Med så højt et gennemsnit bør jeg jo søge ind på jurastudiet eller læse virksomhedsøkonomi på CBS tænker det unge menneske ofte understøttet at forældrene, som jo også gerne vil have, at det unge menneske bliver til noget. I denne sammenhæng kan man sige, at det er vigtigt, at I, nu når, I skal vælge jeres videre vej, ikke lader jer styre af jeres egne eller andres ambitioner om at få succes ved at blive til noget - blive til noget helt bestemt, noget der kræver et højt karaktergennemsnit. Det er meget vigtigere, at I finder ud af, hvem I vil være. Træf det valg, som I føler, er det rigtige for jer.

- I behøver heller ikke at have en færdig masterplan vedrørende jeres fremtid på plads lige nu. Selvom politikerne og samfundet meget gerne så, at i havde det. Planen kommer alligevel til at forandre sig. Samfundet forandrer sig og viden forandrer sig konstant. Hurtigere og hurtigere, lød det videre.

Og ja, naturligvis kunne Morten Kornerup-Bang ikke undgå at tale covod-19 og den store påvirkning, der har været på skolegangen, hvor skolen blev lukket ned, og undervisningen foregik via nettet.

Han sluttede af med at citere et af skuespilleren Hella Joofs 10 bud, hvor hun siger det helt præcist:

- Husk at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går, men det er en hemmelighed, noterede forstander Morten Kornerup-Bang.

Det var fint i tråd med meldingen fra skolens formand, Ole Stubbe:

- Livet er som en lang togrejse, men se ikke på endestationen. Nyd rejsen, og der skal måske skiftes undervejs, og skift kupe, hvis de andre i kupeen ikke er noget for jer. Gå efter det, I har lyst til, fastslog Ole Stubbe.

(Fotos: migogvejen©)

 

morten kornerup bang 21 01

 Forstander Morten Kornerup-Bang ønskede studenterne held og lykke på rejsen fremover.

 

ole stubbe 21 02

Formanden, Ole Stubbe, sammenlignede livet med en lang togrejse. hvor endestationen ikke er noget, man ser hen til.

 

vejen bc dimission 21 09

Lektorerne Laila Thim, Jeanette Birkelund og Bente Tærsbøl holdt tale til HHX-studenterne.