Følg migogvejen på Facebook  

Borgmester Egon Fræhr (V) forklarer her, hvad den varslede konflikt og efterfølgende lockout vil betyde for Vejen Kommunes borgere, hvis der ikke bliver opnået forlig inden:


»Hvis det går som varslet, strejker en del af kommunens ansatte fra og med 4. april 2018.

Det drejer sig blandt andet om ansatte på skoler, børnecentre, Lille Veum og i Borgerservice.

Det kan de lovligt gøre, fordi overenskomsterne er opsagt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Modsvaret til strejke er, at arbejdsgiveren lockouter nogle af sine ansatte.

Kommunernes Landsforening (KL) har besluttet at lockoute flere ansatte fra og med 10. april 2018. I Vejen Kommune betyder det, at ansatte i børnehaver, dagplejen, sundhedsplejen tandplejen, musikskolen, jobcentret, bibliotekerne, administrationen m.fl. lockoutes.

De ansatte, der strejker, berøres ikke af, at der indtræder lockout.

Strejke og lockout kan derfor køre parallelt, indtil der bliver fundet en løsning på konflikten.

Vi forventer, at ca. 1500 af kommunens 3500 ansatte bliver omfattet af enten strejke eller lockout. Under en lovlig konflikt vil borgere og virksomheder derfor kunne mærke, at der er konflikt.

Kommunen må ikke ansætte vikarer, der kan udføre nogle af de opgaver, vores ansatte normalt løser.

Til gengæld har vi mulighed for - efter forhandling med de faglige organisationer - at oprette nødberedskab på områder, hvor der er fare for liv og førlighed.

Her inden påske er kommunen travlt beskæftiget med disse forhandlinger om nødberedskab på udvalgte områder.

En del ansatte er af forskellige årsager ikke omfattet af hverken strejke eller lockout. Det betyder, at vi i et vist omfang kan servicere i alt fald nogle af vores borgere. Men det bliver desværre på lavt blus.

Dagplejen, skoler og børnecentre, daginstitutionerne og Lille Veum kontakter de borgere eller pårørende, der har deres daglige gang på stedet.

Konflikten rammer imidlertid også borgere, vi ikke kan kontakte direkte. Det kan være brugerne af biblioteker, tandpleje m.v.

Men - arbejdsmarkedets parter kan endnu nå at afblæse eller udsætte konflikten. Det håber jeg bestemt vil ske, men vi følger med, også henover påsken, og melder ud, når der er nyt.«