Følg migogvejen på Facebook  

Næsten 100 oplægsholdere kommer til Vejen Idrætscenter for at drøfte »idrættens største udfordringer« på årets største danske idrætskonference 10.- 11. april.

Det er Idrættens Analyseinstitut, der står i spidsen for den sjette konference af slagsen, og det er som de forrige gange Vejen, der er valgt.

- Vi evaluerer selvfølgelig efter hver gang, og Vejen er et rigtig godt sted, siger direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik H. Brandt (billedet) til »migogvejen«.

Deltagelsen og overnatningen har tidligere været så stor, at det har knebet med mulighederne for overnatning i Vejen, og nogle har måttet tage til Kolding, men der er ifølge direktøren lykkedes for Vejen Idrætscenter at skaffe flere sengepladser i Vejen denne gang.

Arrangementet ventes at samle flere end 400 deltagere, når fagfolk fra den brede idrætssektor kan mødes og diskutere sektorens mange udfordringer og potentialer og tanke ny viden og inspiration til hverdagen.

Det endelige program lægger op til to direkte idrætspolitiske debatter om den mest optimale kurs for at styrke idrætssektoren og om resultaterne af de første år med DIF og DGI’s fælles vision »Bevæg dig for Livet«, men først og fremmest er konferenceprogrammet et »katalog« over ny viden med inspirerende oplægsholdere og diskussioner mellem fagfolk med en masse på hjerte i forhold til at skabe ny dynamik og nye løsninger i fremtidens danske idrætssektor.

Konferencen kører i flere spor, hvor der bliver mulighed for at fordybe sig i en række overordnede temaer, såsom:

Drift, ledelse og styring af offentlige idrætsfaciliteter
Idrættens sociale rummelighed
Aktivitets- og foreningsudvikling
Idrættens arbejds- og uddannelsesmarked samt idrætsforskning
Kommunal, national og international idrætspolitik
Eliteidræt og eventudvikling
Innovation og ny teknologi
Den kommercielle idrætssektor/fitnessbranchen
Fremtidens arkitektur og rum og rammer for idrætten
Idrætsledelse og demokrati
E-sportens betydning
Idrætshøjskoler i udvikling

Programmet er opbygget, så der også bliver tid til at netværke, besøge udstillingsstande og deltage i forskellige idrætslige udfoldelser, der samtidig vil være en fremvisning af nye tendenser og spændende arkitektoniske løsninger i Vejen Idrætscenters mange aktivitetsområder.

- Vi glæder os helt vildt til at stå i spidsen for konferencen og er overvældede af den positive respons, vi får fra de mange oplægsholdere, som vi inviterer til at dele ud af deres viden og synspunkter. Vi ønsker at skabe et mødested, hvorfra man tager både inspireret, informeret og måske en smule udmattet hjem – med stærkt forøget lyst til at tage nye initiativer og skabe positiv forandring i sit eget idrætsmiljø, siger direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut.

(Foto: LLN Press©)