Mens smitten falder i en lang række kommuner landet over, så går det den modsatte vej i Vejen Kommune bl.a. grundet den engelske variant.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- De seneste tre dage er 13 borgere i Vejen Kommune konstateret smittet med den britiske covid-19-variant, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.
Samtidigt ligger Vejen Kommune lige nu ret højt i incidenstal, det vil sige antallet af smittede borgere per 100.000 indbyggere.
- Vi har en incidens på lige over 100 som den eneste kommune (sammen med Fanø) i Syddanmark. Det tal skal vi have ned, og derfor vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt det er, at man, hvis man er smittet, følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer og overholder selvisolation, og at man ikke forlader matriklen eller er sammen med sin familie i det samme hus, fastslår borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr (V) i pressemeddelelsen.
Selvisolation betyder, at man skal blive hjemme, og at man ikke mødes med personer uden for husstanden.
- Hvis man bor flere sammen, skal man undgå tæt kontakt med dem, man bor sammen med. Man skal ikke opholde sig i samme rum, og man skal ikke have fysisk kontakt. Det er vigtigt, at man sørger for god hygiejne og daglig rengøring. Hvis man som borger i Vejen Kommune ikke har mulighed for at isolere sig i eget hjem, så har Vejen Kommune mulighed for at tilbyde et selvisolationsophold, lyder det videre.
- Vejen Kommune hjælper Styrelsen for Patientsikkerhed med at kontakte de borgere, der er testet positive for covid-19. Som borger kontaktes man både lige efter, at man er testet positiv og igen efter et par dage, forklarer Anne-Mette Dalgaard, der er afdelingschef for Sundhed og Sammenhæng i Vejen Kommune.
Styrelsen for Patientsikkerhed og Vejen Kommune hjælper med at finde frem til de nære kontakter, som også kan være i risiko for at være smittet. Man kan også få hjælp til spørgsmål om selvisolation. Derfor opfordres alle smittede til at tage deres telefon, også selv om det ikke er et kendt nummer, der ringer.
Borgmester Egon Fræhr opfordrer desuden til, at man benytter sig af de muligheder, der er for at lade sig teste.
- I tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger vil jeg anbefale, at alle som fx går fysisk på arbejde lader sig teste for corona-smitte hver uge. Vi tilbyder kviktest i 12 byer i Vejen Kommune og fortsætter med PCR testen hver mandag i Rødding Idrætscenter og hver onsdag i Vejen Idrætscenter, noterer Egon Fræhr.