Følg migogvejen på Facebook  

Mange steder er flaget i dag gået på halv stang i anledning af prins Henriks død på Fredensborg i aftes, og det gælder også området her, og nogle steder er det ikke tilfældigt.

Justitsministeriet har udsendt denne melding:

»I anledning af, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er afgået ved døden, flages der med virkning fra i dag, onsdag den 14. februar 2018, fra kl. 08.00 og indtil solnedgang, på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe. Der flages på tilsvarende vis på halv stang hver dag i de kommende dage, indtil nærmere besked fremkommer«.

I forbindelse med mit job som pressefotograf har jeg flere gange mødt prins Henrik, der altid var folkelig og klar til at blive fotograferet. Billedet her er fra regentparrets besøg på Orø for nogle år siden, hvor prinsen som ofte gik ud over det planlagte arrangement. Parret skulle reelt bare være kørt i hestevogn ved vandet, men han ville ud og nyde udsigten, og det gav et kærligt billede af parret.

Prinsen har altid været meget begejstret for havet, og det kom også frem ved en pressebriefing onsdag. Prinsens ønske er, at halvdelen af hans aske spredes i de danske farvande, mens den anden halvdel skal sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave.

Han bisættes tirsdag 20. februar klokken 11.00.

(Arkivfoto: LLN Press©)