Følg migogvejen på Facebook  


Vejen Kommunes »Kommuneplan 2017-2029« er nu offentligt tilgængelig. Her kan man læse, i hvilken retning Vejen Kommune udvikler sig de kommende år.

- »Kommuneplan 2017-2029« er et digert værk på cirka 800 sider. Det er nok de færreste, der tygger sig igennem hele planen, men faktisk er det tale om et af de vigtigste kommunale arbejdsredskaber. Med kommuneplanen tegnes nemlig linjerne for, hvor Vejen Kommune skal bevæge sig hen de kommende år, lyder det i en pressemeddelelse fra Vejen Kommune.

- Kommuneplanen er et af byrådets vigtigste redskaber til at skabe og fastholde en attraktiv kommune. I kommuneplanen bliver byrådets visioner omsat til fysisk planlægning, for eksempel hvor kan der etableres virksomheder, hvor kan der bygges nye boliger, og hvor skal vi passe særligt på naturen, siger borgmester Egon Fræhr.

Et eksempel fra kommuneplanen handler om etablering af nye boligområder. Her er der udpeget områder i blandt andet Læborg og Lintrup, hvor der med tiden kan udstykkes til 10 nye byggegrunde hvert sted. Også et nyt erhvervsområde ved den østlige motorvejsafkørsel er beskrevet i planen, ligesom mange andre visioner og ideer er.

- Kommuneplanen kan virke meget bureaukratisk, men i virkeligheden er den et meget politisk dokument, hvor byrådet afvejer de forskellige interesser over for hinanden - f.eks. ny byudvikling i forhold til arealinteresser i det åbne land eller hensynet til grundvandet og væsentlige naturinteresser. Resultatet er en kommuneplan, som sikrer rammer for en positiv udvikling i hele kommunen i de næste 12 år, konstaterer Egon Fræhr.

Kommuneplanen består af en fælles del, der er lavet i samarbejde med de øvrige kommuner i Trekantområdet, og af en lokal del for Vejen Kommune. Hele kommuneplanen kan læses på http://planportal.vejen.dk



Fakta:

Kommuneplanens fælles del udgøres af hovedstruktur og retningslinjer, mens den lokale del primært består af rammer for lokalplanlægningen. I kommuneplanen kan man eksempelvis også læse om revideret udpegning for bevaringsværdige landskaber og revideret udpegning for biogas, så der er mulighed for at lave et nyt biogasanlæg ved Roved i den østlige del af Vejen kommune.