Følg migogvejen på Facebook  

Når man som barn er overvægtig, er man måske ikke den allerbedste, når der skal spilles fodbold eller håndbold.

Man bliver måske heller ikke valgt som den første til holdet, og så forsvinder lysten til at dyrke motion måske også lidt.

Det vil Gesten Idrætsforening gerne gøre noget ved, så sammen med Vejen Kommunes Vægtklinikken, der er en del af Brørup Sundhedscenter, opretter de nu et hold, der er målrettet overvægtige børn mellem seks og 12 år.

- Målet er, at de bliver fortrolige med deres egen krop og med at dyrke motion. Det giver vi dem i trygge rammer, siger Mette Flink, som er instruktør på holdet, ifølge en pressemeddelelse fra Vejen Kommune.

Holder hedder Puls, Power og Play, og den titel dækker over, hvad der kommer til at ske til træningen.

Her skal pulsen i første omgang i vejret, så følger en styrkedel, og til sidst bliver der leget og spillet. Både velkendte lege og spil, men også nye spil og forskellige variationer af eksempelvis håndbold og fodbold.

- Børnene skal også finde ud af, at det er sjovt at dyrke motion. Det er hårdt, men det er også sjovt. Hvis det ikke er sjovt, så får du ikke nogen børn med, konstaterer Mette Flink.

 

Fakta: Holdet træner første gang 4. januar, og det foregår fra klokken 17.30 til 18.30 i Østerbyskolens drengegymnastiksal. Man kan prøvetræne fire gange, for at finde ud af, om man vil gå på holdet. Der er plads til 16 deltagere. Gesten Idrætsforening har et hold i forvejen for 12+. Det starter tirsdag 9. januar klokken 20.15-21.15 i Gesten Skoles gymnastiksal. Vejen Kommunes billede er fra netop det hold.