Følg migogvejen på Facebook  

Der kommer her fra årsskiftet mere politi på vejene.

Det bebuder Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med, at der ved årsskiftet er ændret på strukturen.

»Den nye struktur betyder, at vi får mandskab til 15 ekstra patruljer i politikredsen om ugen, hvilket kommer borgerne til gode«, skriver ordensmagten.

De ekstra patruljer kommer takket være en centralisering af efterforskningen, der vil gå ud over stationen i Vejen.

»Som noget nyt samler vi sagsbehandling og efterforskning på tre områdecentre i henholdsvis Esbjerg, Haderslev og Sønderborg – for netop at opruste på dette område«, lyder det.

Område Nordøst i Haderslev dækker Haderslev og Vejen kommuner, så der skal ikke efterforskes i samme grad i Vejen længere.

Til gengæld vil der stadig blive kørt ud fra stationen i Vejen:

»Borgerne kommer til at mærke meget lidt til den nye struktur, da den mest handler om vores interne måde at organisere arbejdet på«, skriver politiet i sin redegørelse.

Helt uden efterforskning bliver det dog ikke på politistationen i Vejen:

»Vejen skal ud over patruljekørsel også håndtere visse sager om økonomisk kriminalitet samt efterforskning af tyveri og indbrud«.