Rundt i kirkerne har der traditionen tro været masser af aktivitet sådan en juleaftensdag. Flere steder er det nødvendigt med flere gudstjenester for at få plads, og alle pladser i Læborg Kirke var også besat, da omkring 125 børn og voksne i eftermiddag var til julegudstjeneste.
Den blev holdt af sognepræst Henrik Skov-Pedersen, og han har en helt klar holdning til denne årstid.
- Julen er fantastisk. Jeg glæder mig hvert år til julen, hvor jeg møder rigtig mange glade mennesker og kan være med til at dele glæden i aktiviteterne omkring kirken og udbrede julebudskabet, siger Henrik Skov-Pedersen.
I hele december er han og hans kolleger aktive i forbindelse med julen, og det er ikke kun i kirken. Der er også arrangementer med pensionister, på skoler og plejehjem, inden det gælder 24. december, der er i en klasse helt for sig selv. Det er dagen, hvor mange ønsker at nyde fællesskabet i kirken.
- Der er en helt speciel stemning ved gudstjenesten sådan en juleaftensdag. Der er en sitren og spænding blandt både børn og voksne. Børnene er spændte på, hvad der er i de pakker, de skal have om aftenen, mens de voksne tænker på stegen og de sidste forberedelser, fortæller Henrik Skov-Pedersen.
Han har i dag holdt prædiken i både Vejen og Læborg Kirker, men dermed er arbejdsdagen ikke slut.
Efter juleaften med sin egen familie er Henrik Skov-Pedersen tilbage i kirken sidst på aftenen. Siden 2005 har han afviklet gudstjeneste julenat, og klokken 23.30 er kirken fyldt med 350 mennesker, og her oplever den lokale præst en helt anden stemning end om eftermiddagen.
- Her er det hele meget mere afslappet, og julefreden kan virkelig mærkes. Gaverne er pakket ud og julemiddagen spist, og skuldrene er nede, fortæller Henrik Skov-Pedersen om den fantastiske stemning, der er i kirken julenat.
Julen er for mange ensbetydende med mange sammenhængende fridage, men der er også mange, der skal arbejde. Henrik Skov-Pedersen er en af dem, men han nyder det.
- Det er ikke noget med, at jeg har travlt i julen. Det er dejligt, og jeg nyder, at folk kommer i kirken, fastslår Henrik Skov-Pedersen.
Han glæder sig i det hele taget over, at flere mennesker i dag kommer i kirken ikke alene i juletiden.
- Danskerne ved, hvor kirken er og bruger den, når de mærker livet for alvor. De kommer ved udvalgte lejligheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse og altså julen, fortsætter Henrik Skov-Pedersen.
I forhold til tidligere har han bl.a. oplevet en ændring omkring barnedåb. I dag er det en selvfølge, at alle gæsterne også er med i kirken til selve dåben og ikke bare kommer til festen.
Rundt i mange hjem stopper julen mellem jul og nytår. I kirken varer julen til Hellig tre konger 6. januar, og det kan ses.
- Juletræet i kirken står til Hellig tre konger, noterer Henrik Skov-Pedersen.
(Fotos: LLN Press)