Følg migogvejen på Facebook  

Af de tre eksisterende stationer her i kommunen er Vejen Station den nyeste.

Den kom til i 1917 og er i dag fredet, men i denne uge er der lejlighed til at komme ind i den og se noget om historien.

På blokposten.dk er der lejlighed til at læse mere om historien bag den markante bygning i Vejen.

 

(læs videre under annoncen)

Vejen-net

(tryk på annoncen og se mere)

 

Om jernbanen mellem Lunderskov og Esbjerg og mere præcist om stationen i Vejen skriver blokposten.dk i en artikel, som migogvejen har fået lov at bruge:

»I 1868 blev det ved lov vedtaget, at der skulle anlægges en havn i Esbjerg specielt af hensyn til landbrugseksporten til England. Danmark var på daværende tidspunkt afhængig af havnen i Hamburg som udskibningssted for eksporten til England, og specielt efter krigen i 1864 ønskede man at frigøre sig fra denne tyske handelsforbindelse. Sammen med loven om Esbjerg Havn blev det også vedtaget, at Esbjerg Havn skulle forbindes med den jyske længdebane.

I august 1872 blev der skrevet kontrakt om anlæg af den jyske sydbane fra Lunderskov til Esbjerg (55 km) til en kontraktsum af 1.260.000 kr. Anlægsarbejdet blev forsinket omkring tre måneder grundet dårligt vejr ,og indvielsen fandt sted 3. oktober 1874. Vejen fik hermed sin første station, og som stationsforvalter blev Kaptajn J. E. Lundby udnævnt.

Stationen havde ved sin indvielse tre spor, et hovedspor, et krydsningsspor og et læssespor med forbindelse til en brolagt læssevej.

Bygningsmæssig bestod stationen af en hovedbygning med forbindelse til et varehus. Lidt øst var hovedbygningen lå en retiradebygning (toiletbygning). Modsat stationsbygningen var bygget en cisterne (vandtårn), så lokomotiverne kunne forsynes med vand. I hovedsporet ved cisternen var placeret en fyrgrav. Banen krydsede landevejen mellem Vejen og Skodborghus, der var sikret med en overkørsel.

I banens første år var trafikken ikke voldsom. Der var kun tre blandede tog i hver retning om dagen. Togene standsede undervejs ved alle mellemstationer.

Trafikken udviklede sig godt for Vejen Station. Specielt godstrafikken nød godt af de nye virksomheder, som opstod i Vejen, bl.a. Alfa og Phønix. Stationens sporareal blev udvidet flere gange for at skabe forbindelse til de mange nye virksomheder. Den øgede trafik gjorde at stationen fik et egentligt sikringsanlæg, formentlig af typen »Schnabel & Henning«.

Udviklingen i årene op til 1. verdenskrig med de mange nye virksomheder, der etablerede sig i byen, gjorde, at den nye stationsby efterhånden voksede sammen med den gamle landsby, der var beliggende ca. 1 km nord for stationen.

Det næste afgørende skridt i Vejen Stations historie sker i 1917, hvor privatbanen Troldhede-Kolding-Vejen (TKVJ) indvies 25. august. Forud var gået mange år, hvor forskellige projekter var blevet diskuteret, men i maj 1908 blev der ved lov bestemt, at jernbanen skulle udgå fra Troldhede over Grindsted til Kolding med sidespor fra Gesten til Vejen. Anlægsarbejdet blev påbegyndt i maj 1914. Prisen for jernbanen blev oprindelig anslået til 3.850.000 kr., men grundet de voldsomme prisstigningen affødt af 1. verdenskrig endte prisen på 8.519.000 kr.

Den oprindelige stationsbygning i Vejen blev samtidig revet ned, og en ny stationsbygning, som står der i dag, blev opført lidt nord for den gamle. Stationsbygningen blev tegnet af DSB's arkitekt Heinrich Wenck, som også har tegnet bl.a. Esbjergs nuværende station og hovedbanegården i København. Stationsbygningen, der kostede 240.000 kr. af opføre, blev indviet samme år som Troldhedebanen.

Stationen fik med den nye hovedbygning og Troldhedebanen indvielse et nyt mekanisk sikringsanlæg. Anlægget blev indkøbt i Sverige hos »Svenska Maskinverken« i Södertälje, og anlægget var i brug helt frem til december 1990.

Med jernbaneloven af 20. narts 1918 kunne man påbegynde arbejdet med det andet hovedspor mellem Lunderskov og Esbjerg. I 1921 påbegyndtes ekspropriation af arealer til brug for sporet mellem Lunderskov og Brørup, og arbejdet blev herefter påbegyndt ved Lunderskov. Arbejdet blev dog stoppet i 1926, hvor Venstre dannede ny regering ledet af Madsen-Mygdal. Den nye regerings prioriteter var anderledes end den forriges, man prioriterede bl.a. at få anlagt en bro over Lillebælt. Konsekvenserne for det andet spor mellem Lunderskov og Brørup blev tydelige, idet det allerede anlagte spor blev pillet op igen.

Med regeringsskiftet i 1929, hvor regeringen Stauning II blev dannet og J. Friis-Skotte, der var uddannet trafikassistent ved DSB, tiltrådte som minister for offentlige arbejder, blev arbejdet med det andet spor atter genoptaget, og dobbeltsporet mellem Lunderskov og Vejen kunne endelig indvies i 1931.

Op igennem 20'erne og 30'erne fortsætter godstrafikken med af vokse på stationen, og varehuset bliver efterhånden for småt, og det bliver derfor udvidet af flere omgange. I 1935, efter over 20 års forhandlinger, bliver der endelig bygget et toldvarehus i forlængelse af det eksisterende varehus vest for stationen.

I 1939 fulgte indvielse af dobbeltsporet på strækningen fra Vejen til Brørup. Til denne strækning anvendte DSB for første gang det nye 60 kg/m skinneprofil. At der gik yderligere 50 år, inden der var dobbeltspor på hele strækningen fra Lunderskov til Esbjerg, var der nok ingen der havde forestillet sig i 1939.

Under krigen skete der en betydelig vækst i transporten af gods på jernbanerne, hvilket var med til at holde liv i ellers underskudsgivende banestrækninger. Det var også gældende for Troldhedebanen, der i besættelsestiden oplevede en kraftig vækst i mængden af transporterede gods, specielt brændsel som tørv og brunkul skabte en god indtægt.

Desværre varede denne transport ikke ved og den 1. april 1951 blev sidebanen fra Gesten til Vejen nedlagt, og sporet blev optaget hurtigt herefter. Dog lod man et stykke blive liggende til brug for Sydjysk Udstilling, der foregik de to første uger af juni. Her blev sporet benyttet af »Troldetoget«, der kørte besøgende fra stationen til udstillingsområdet. Efter udstillingen blev sporet optaget, og TKVJ æren for Vejen var slut.


(læs videre under billedet)

godsvogne hh

Der er tidligere kørt masser af gods til Vejen Station. (Foto: Henrik Hansen)

Godstrafikken var op igennem 80'erne ganske stabil for stationens vedkommende. I 1989 åbnede CorrPack en ny afdeling vest for byen, og et krav fra virksomhedens side var, der skulle være mulighed for betjening pr. jernbane. Det gik desværre noget tid med at etablerer det egentlig firmaspor, så i de første mange år skete betjeningen med en vognbjørn, som hentede og bragte vogne fra CorrPack til stationen. Sporet til CorrPack blev først etableret i midten af 1990'erne som en forlængelse at udtrækssporet mod vest.

I 1990'erne begyndte godskunderne langsom at forsvinde. I 2006 valgte Railion, at man ikke længere ville betjene Esbjerg Station, og det betød samtidig, at Vejen Station også mistede betjeningen med godstog.
31. marts 2006 var det endegyldigt slut med godstrafikken, og i dag kører der kun få godstog gennem Vejen, Brørup og Holsted.

I 2009 indledte Banedanmark en større ombygningen af alle spor og perronerne på stationen, hvor de tre togvejsspor blev reduceret til to togvejsspor. Samtidig blev hele området med læssespor reduceret til to spor udelukkende til brug for Banedanmark i forbindelse med vedligeholdelse af banenettet.

(Foto: migogvejen©)