Efter to eller tre år har årets studenter sagt farvel til Vejen Gymnasium og HF for nu at komme videre i livet.
Et voksenliv, hvor det kan blive nødvendigt at kaste redningskransen ud, konstaterede HF-student Josefine Gram, da hun talte på studenternes vegne.
En tale, som migogvejen har fået lov at bringe:
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
»Dem af jer der kender mig ved, at hatte ikke er noget nyt for mig. Til dem af jer der ikke kender mig, så er jeg flittig forbruger af baret-hatte - I ved de der små søde franskmandshatte.
Men her til sommer, vil denne fine hvide hue være limet til mit hoved - ligesom den nok også vil være for alle jer andre.
Vores pandebånd, kasketter, bandanaer og huer er blevet lagt på hylden. De er blevet erstattet af en meget mere betydningsfuld – og dyr – hat.
Disse studenterhuer, som lige nu lyser salen op, beviser, at vi er færdige.
Og hvor er jeg stolt af os.
For nogen har turen hertil været en bjergbestigning i modvind. For andre en spadserer tur i parken. Og jeg tror, jeg taler på de flestes vegne, når jeg siger, at tanken om at droppe ud af og til har føltes ret så tillokkende.
Men nu står vi her. Med huerne på. Både røde og blå. Vi gjorde det. Vi er studenter.
Og lad os lige svælge lidt i det. Sådan rigtig suge følelsen til os. For før vi ser os om, er det hele forbi. Lige om lidt går vi ud ad disse døre. Og når vi gør, efterlader vi vores gymnasietid i dette lokale. For på den anden side af dørene venter fremtiden.
Voksenlivet kan man måske kalde det. Vi skal nu tage stilling til, hvad vi vil. Hvad vi ønsker. Vi skal til at forme vores liv - rigtigt denne gang.
Og det, mine damer og herre - og alt derimellem - er noget værre bøvl.
Vi går nu en tid i møde, hvor der ikke lagt nogen plan for os. Der ikke noget skema. Ikke noget at holde fast i. For nogle af os er det første gang, vi oplever det.
For nogle af os er det første gang, vi oplever, hvor stormfuldt livet kan være.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vi kommer til at bruge de næste par uger, måneder, år på at lede efter en redningskrans, vi kan klamre os til, når livets bølger rusker lidt for meget i os.
Men de af os, der har smagt på voksenlivet før, ved, at redningskransen ikke altid er så nem at finde. Så derfor må vi lære at svømme. Ellers drukner vi. Og en gang i mellem kan det virke som en helt umulig opgave.
Som om bølgerne er alt for store. Og vi er alt for små. Men vi kæmper alligevel. Det kan af og til føles ganske ensomt at ligge der og plaske rundt. Men faktisk er vi ikke er spor alene.
Kig jer omkring. Prøv og tæl, hvor mange mennesker vi er herinde lige nu. Hvor mange smilende, stolte, eller rørte ansigter kan i se?
Faktum er nemlig, at vi er omringet af venner og familie, der kun ønsker os det bedste. De ved, hvor udmattende det er, når man først skal lære at svømme. Så lur mig, om de ikke vil kaste os en redningskrans - eller to. De skal i hvert fald nok sørge for, at vi ikke drukner.
Og når I nu alligevel sidder der og kigger rundt, så kig da lige lidt ekstra på lærerne. Send dem et ekstra smil. Gud hvor har de kastet os mange redningskranse gennem de sidste par år. Og gud, hvor har vi bare ikke
sat nok pris på dem.
Så tusind tak til jer kære lærere. Tusind tak for alt det arbejde, I har lagt i os. Tusind tak for at tro på os. Og tusind tak for ikke at give op på os, selvom lysten måske har været der. I skal vide, at selvom vi er nogle være brokhoveder, så sætter vi mere pris på alt det, I har gjort for os, end vi kan sige. Uden jer, stod vi her ikke i dag, så I kan være mindst lige så stolt af vores huer, som vi selv er.
Som jeg sagde før, så efterlader vi gymnasietiden i dette rum. Og med den efterlader vi også rammen for de fællesskaber, vi har skabt.
Og jeg må indrømme, at det er den del ved Vejen Gymnasium og HF, jeg kommer til at savne allermest. Jeg kommer til at savne smilene, man har fået på gangen. Jeg kommer til at savne hyggesnakken ved vandautomaten. Og jeg kommer til at savne de dage, hvor man trods lærens opfordringer intet produktivt fik lavet.
Det er netop disse små ting, der har været med til at gøre vores årgang til et trygt sted at være. Og det synes jeg, vi kan være mindst lige så stolte af, som af vores boglige præstationer. Så tak til vores årgang for at have skabt et fællesskab, hvor man har kunnet føle sig tryg. Det fortjener vi et skulderklap for.
Jeg ved godt, at jeg sagde, at fremtiden venter på den anden side af de der døre, men heldigvis bestemmer vi fuldstændig selv, hvornår den egentligt begynder. Den behøver ikke starte nu. Den kan godt vente.
For det tager tid at finde ud af, hvordan man skal forme sit liv. Det tager tid at lære og svømme. Og heldigvis er tid den ressource, vi har mest af lige nu. SU og deltidsjobs har i hvert fald ikke bidraget meget til min opsparing de sidste par år.
Vi har tid nok til at udforske verden – og os selv. Tid nok til at være unge. Tid nok til at lave fejl. Og dem kommer vi nok til at lave en del af. For det er ved at fejle, at vi rigtig finder ud, af hvem vi er.
Så selvom det virker, som om der er meget, der skal nås, før fremtiden kommer, så er der tid nok til det hele. Og mere til. Vi kan udskyde fremtiden, lige så lang tid som vi vil. Om ikke andet så er den i hvert fald udskudt til om et par uger, når vi er færdige med at synge og danse og råbe ud i intetheden.
Så før vores studenterhue bliver lagt på hylden, og igen erstattes af vores pandebånd, kasketter, bandanaer og huer, er det tid til bare at være studenter.
Tak for nu - vi ses derude.«
(Fotos: migogvejen©)
