Trods trafiksituationen i byen og dermed vanskelig adgang til butikken i flere måneder kom brugsen i Askov ud af det forgangne år med et godt resultat.
- Og det kan vi kun takke kunderne for, fastslår uddeler Michael Nørskov.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Brugsen afviklede torsdag aften sin årlige generalforsamling på højskolen, og der var positive meldinger.
- Vi har et overskud på 232.000 kroner efter skat, fortæller en tilfreds uddeler efter et år udfordret af fremkommeligheden.
Det er endda et overskud efter et ret stort fald i omsætningen - i den samlede omsætning.
- De trafikale problemer har for alvor kunnet mærkes på salget af benzin, men nu er det bare med at køre til og få tanket, siger Michael Nørskov til migogvejen.
Omsætningen lyder på 22,6 millioner kroner og er et fald på 3,1 millioner.
- Det er dejligt at opleve, at kunderne har været trofaste trods vejarbejdet og handlet hos os, og vi er også kommet godt i gang i år, påpeger uddeleren.
I det forgangne år er bygningen foran butikken købt og brækket ned, og facaden er renoveret.
Der er også gang i købet af 300 kvadratmeter kommunal jord foran bygningen, så der bliver plads til flere parkeringspladser.
- Vi håber, de er klar inden sommer, noterer Michael Nørskov.
Han opfordrer også byens foreninger til at være klar til et arrangement lørdag 24. august, hvor de kan vise, hvad de tilbyder.
(Fotos: Per Kjær)
Højskolen dannede rammen om brugsens generalforsamling.
Uddeler Michael Nørskov præsenterede regnskabet for Askov Brugsforening.
Aftenen bød også på en gang bankospil.