- Detaljer
- Leif Christensen
Eurofins i Ladelund har udviklet en metode, som kan spore corona i spildevand.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Metoden opdager virus langt tidligere end persontest og er langt billigere, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.
Corona koster samfundet millioner af kroner hver dag. Alene de tusindvis af persontest og nedlukninger af virksomheder og offentlige institutioner er dyre poster, men faktisk findes der en metode, som hurtigt kan opspore corona-virus og dermed nemmere finde frem til, hvor der er smittede borgere.
- Laboratorie-virksomheden Eurofins har udviklet en metode, som opsporer coronavirus i spildevand. Når først der er fundet en virus i en prøve, så kan man gå baglæns og dermed finde frem til den specifikke institution, virksomhed eller boligområde, hvor smitten kommer fra, lyder det videre.
- Når en person er smittet, går der kun en enkelt dag, før man udskiller corona-RNA, og smitten dermed hurtigt herefter kan spores i spildevandet. Oftest vil man først foretage en persontest, når der opstår symptomer, og dermed går der væsentligt længere tid, og der vil altså være en længere periode, hvor man har kunnet smitte andre, konstaterer Jesper Gamst, der er direktør for miljøområdet hos Eurofins, i pressemeddelelsen.
Ifølge ham er en af de helt store fordele ved testmetoden, at man kan teste spildevandet forebyggende og kan nå at reagere, inden smitten har spredt sig til en masse mennesker, som det for eksempel er sket på slagterier og i nogle boligområder.
- Med den her metode kan man bakke tilbage og finde frem til, hvor det giver mening at teste personer, siger Susanne Kamp Nielsen, der er Business unit manager i Eurofins.
Virksomheden tester sit eget spildevand regelmæssigt for på den måde at forebygge smittespredning og nedlukning.
- Det gælder om at forebygge, og faktisk vil det være en god ide at være ekstra opmærksom de steder, hvor man ikke har udbrud, forklarer Jesper Gamst, der på billedet forklarer, hvordan det er lykkedes virksomheden at spore corona-RNA i spildevand.
Lige nu tager det 48 timer, fra spildevandet kommer i laboratoriet, til der ligger et svar klar, men den proces kan speedes op og gøres på under et døgn.
Virksomheden har også udviklet en metode, hvor man kan tørre for eksempel et håndtag eller en bordplade over og teste, om der er corona til stede.
- Fordelen ved at teste spildevand er mange. Blandt andet er det meget billigere at teste mange mennesker på én gang end at teste folk enkeltvis, og man kan lave de målrettede persontest i ramte områder, i stedet for at teste bredt alle steder, fastslår Jesper Gamst.
- Vi er alle enige om, at corona skal under kontrol. Men vi er også nødt til at kigge på økonomien. Så hvordan kan vi lave overvågning uden at det eksploderer økonomisk. Der har vi noget at byde ind med, supplerer Susanne Kamp Nielsen.
Borgmester Egon Fræhr (V) var forleden på besøg hos Eurofins, hvor han hørte om arbejdet med at udvikle metoden, der kan spore corona i drikkevand.
- Imponerende, at en virksomhed i Vejen Kommune har udviklet en metode, der kan have så stort et potentiale i hele verden, konstaterede borgmester Egon Fræhr (V) efter besøget.
Eurofins er verdens største laboratorium med samlet flere end 50.000 ansatte. De arbejder for sundhed og sikkerhed verden over ved at levere laboratorieanalyser og serviceydelser af høj kvalitet og er førende indenfor området. I Brørup beskæftiger de 500 medarbejdere, der primært arbejder inden for fødevare- og miljøanalyser.
(Foto: Vejen Kommune)
