Følg migogvejen på Facebook  

ABC Lavpris, der her i området har butikker i Rødding og Holsted, er blevet solgt.

Dagrofa er køberen.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Dagrofa har indgået aftale om at overtage aktiemajoriteten i ABC Lavpris og deres 16 butikker med samlet 1000 medarbejdere i Jylland og Fyn, som har en årlig milliardomsætning. Med opkøbet tager Dagrofa et strategisk skridt ind i lavprissupermarkedsegmentet og får samtidig en ny vækstplatform, der på sigt skal udvikles til en landsdækkende lavprissupermarkedskæde, lyder det i en pressemeddelelse.

- ABC Lavpris er en veldrevet kæde med et stærkt brand, loyale kunder og dygtige købmænd. Med Gro'27 strategien har vi sat en klar retning for Dagrofas udvikling, og opkøbet af ABC Lavpris giver os en attraktiv vej ind i lavprissupermarkedsegmentet. Det vil skabe mere konkurrence, flere valgmuligheder og endnu mere værdi for danske forbrugere, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Handlen omfatter desuden en række tilhørende ejendoms- og grundaktiver, og Dagrofa ser betydelige vækstmuligheder i ABC Lavpris og vil investere i kædens fortsatte udvikling.

- Opkøbet af ABC Lavpris giver vi os en unik mulighed for at etablere et stærkt fodfæste i lavprissupermarkedsegmentet. Vi tror på, at danske forbrugere ønsker et alternativ, der kombinerer lave priser med lokalt købmandskab. Vi ser et betydeligt potentiale i at udvikle ABC Lavpris fra en stærk regionalkæde til en national kæde og som en væsentlig vækstmotor for Dagrofa. Opkøbet er samtidig et eksempel på, hvordan vi eksekverer på Gro'27-strategien gennem målrettede investeringer i attraktive virksomheder – senest med Aarstiderne i 2025 og nu med ABC Lavpris, siger Tomas Pietrangeli.

For kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere vil hverdagen i ABC Lavpris fortsætte som hidtil. ABC Lavpris fortsætter under eget navn, med samme ledelse, samme lokale forankring og samme fokus på købmandskab.

- Vi har altid drevet ABC Lavpris med fokus på kunderne, lokalt engagement, godt købmandskab og med ambitionen om at være billigt på hele indkøbet for vores kunder. Det har været afgørende for os at finde en ejer, som både respekterer vores historie, værdier og tror på vores fremtid. Vi har samarbejdet med Dagrofa i en årrække, og derfor er vi sikre på, at Dagrofa er det rigtige match fremadrettet. Som medejere kan vi igennem vores geninvestering, fortsat bidrage aktivt til udvikling af ABC Lavpris, og vi får en stærk ejer med ambitioner om vækst, samtidig med at vi kan fastholde det, som kunderne kender os for. Vi fortsætter som i dag, og kunderne vil fortsat møde den samme lokale forankring, de samme medarbejdere og de samme stærke værdier i butikkerne, siger Henning Tobiasen, medejer af ABC Lavpris.

De nuværende fire ejere, som består af to grene af familien Tobiasen, fortsætter som medejere af virksomheden efter overtagelsen. ABC Lavpris har hovedsæde og centrallager i Tarm.

Handlen er betinget af de sædvanlige myndighedsgodkendelser, herunder betinget af godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Parterne forventer, at transaktionen kan gennemføres efter afslutningen af myndighedernes behandling.

(Arkivfoto: LLN Press©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies