- Detaljer
- Leif Christensen
Legoland åbnede årets nyheder for vanskeligt stillede børn og flygtningebørn fra Ukraine lidt før andre gæster.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Parken havde inviteret vanskeligt stillede børn igennem Børnehjælpsdagen, Familier med kræftramte børn, Hjerteforeningen og Dansk Flygtningehjælp, hvorfra der blandt andet var flygtningebørn fra Ukraine.
De vanskeligt stillede børn fra forskellige organisationer fik fri adgang til Legoland, og samtidig fik de også lov til at være med til åbningen af årets nyheder og være de første til at prøve kræfter med de nye byggeoplevelser, som er samlet omkring den nye byggegade, »Brick Street«.
- Det er altid en særlig dag, når vi åbner portene til en ny sæson, og vi er virkelig glade for, at så mange børn fra de fire organisationer havde lyst til at komme og hjælpe os med at skyde sæsonen i gang i år. Det har virkelig været fantastisk at opleve deres reaktion på at være med til at åbne vores nyheder og den måde, de har taget imod det hele på, sagde Christian Woller - parkens direktør - ved åbningen.
I alt var cirka 4000 børn og deres familier inviteret til en dag i Legoland.
- Som alle andre er vi naturligvis berørte af situationen i Ukraine, og vi har fået mange henvendelser fra vores gæster, som har ukrainere boende, og som har spurgt til, om vi ikke kunne give dem et besøg, så derfor er vi rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, siger Christian Woller.
Og det betyder noget for familierne at få en dag, hvor tankerne kan komme væk fra det, der fylder i hverdagen. Det understreger Dansk Flygtningehjælp, som har hjulpet med at invitere flygtningebørn og deres familier.
- Det har vakt meget glæde hos de børn, vi kender fra vores integrationsindsatser, at de har fået mulighed for at komme i Legoland. Også vores mange frivillige, der gør dagen mulig, er både glade og rørte over, at Legoland har valgt at inkludere børn med flugtbaggrund. At føle sig velkommen som en del af fællesskabet inviteret med og bare tænkt på varmer børnene - og alle små og store skridt i den retning har en meget større betydning for deres trivsel, end hvad man tror, siger Marie-Cecilie Friis Broundal, Regionalkonsulent Region Midtjylland i Dansk Flygtningehjælp.
(Fotos: PR-fotos)


Christian Woller
