Behandlingen af klovene er vigtige for køernes velbefindende og dermed produktion af mælk, og blandt klovbeskærere, dyrlæger og forskere rundt i verden er interessen for at dygtiggøre sig stor.
Det fik KVK Hydra Klov bekræftet i weekenden, hvor firmaet for femte gang inviterede til international klovkonference.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi har sat rekord med 228 deltagere fra 23 forskellige lande, så det er bare dejligt, siger administrerende direktør, Palle Fjord Thomsen.
Der var naturligvis mange danskere og europæere blandt deltagerne, men der var også klovbeskærere fra bl.a. Japan, Kina, Canada og USA.
- Vi har selvfølgelig talt meget med deltagerne, og det er glædeligt, når en deltager siger, at det er som en juleaften at komme til konferencen her i Danmark, fortsætter Palle Fjord Thomsen.
Nogle klovbeskærere har deltaget i alle fem konferencer. En af dem er Igal Moshav (billedet øverst) fra Glejbjerg, og hans melding er klar:
- Med 30 års erfaring er jeg altid spændt på konferencen, om der er noget nyt, men jeg kommer altid hjem med ny inspiration, så jeg deltager selvfølgelig, noterer Igal Moshav overfor migogvejen.
Konferencen bød på bl.a. ren teori, hvor der blev lyttet, men der var også gang i benene – altså demonstration i den praktiske klovbeskæring. I løbet af konferencen mødte deltagerne 19 forskellige inspiratorer.
Det var som nævnt femte gang, KVK Hydra Klov, der er en del af Granly Gruppen med hovedsæde i Esbjerg, inviterede til international klovbeskæringskonference, og det ligger allerede nu fast, at der bydes velkommen til den sjette konference om to år, hvor mange utvivlsomt er med igen.
- Det handler ikke kun om at udveksle erfaringer på selve konferencen. Det giver deltagerne et rigtig godt netværk på tværs af landegrænserne, hvor de kan udveksle erfaringer med klovbeskæring, så konferencen handler ikke alene om de faglige input. Det er også en konference, der knytter faglig viden på tværs, noterer Palle Fjord Thomsen, der ser tilbage på en fantastisk weekend.
(Fotos: PR-fotos)
Der blev uddelt masser af inspiration til de mange deltagere på konferencen.
228 deltagere fra 23 lande deltog i klovbeskæringskonferencen i Billund.
Palle Fjord Thomsen, administrerende direktør, glæder sig over den store deltagelse ved den femte konference.