Følg migogvejen på Facebook  

På tre ekstraordinære generalforsamlinger i LandboSyd, Kolding Herreds Landbrugsforening og Sønderjysk Landboforening godkendte medlemmerne, at der arbejdes videre med fusionsplanerne.

Endegyldig afgørelse falder, når KHL afvikler sin anden ekstraordinære generalforsamling 22. juni.

 

(læs videre under annoncen)

Vejen Gymnasium og HF

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Torsdag afholdt LandboSyd, Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) og Sønderjysk Landboforening (SLF) ekstraordinære generalforsamlinger.

Det skete i forlængelse af, at bestyrelserne har foreslået at fusionere de tre foreninger til én stærk landboforening.

Forslaget om en fusion blev vedtaget i alle tre foreninger.

Inden fusionen endegyldigt kan vedtages, skal Kolding Herreds Landbrugsforening i henhold til sine vedtægter afholde endnu en ekstraordinær generalforsamling 22. juni. Det er først herefter, at fusionen træder i kraft i alle tre foreninger.

Afstemningsresultaterne rundt i de tre foreninger glæder formanden for LandboSyd, Henrik Jessen:

- Vi har i bestyrelsen set frem til den ekstraordinære generalforsamling, hvor vi kunne tage snakken med vores medlemmer. Jeg synes, at medlemmerne generelt har været positive og forstående over for fusionsforslaget. Vi har i løbet af de seneste par uger talt med rigtig mange medlemmer, og den store opbakning til fusionsforslaget er derfor en fin kulmination på de seneste par ugers drøftelser, siger Henrik Jessen.

Generelt var der god stemning og masser af debat på generalforsamlingerne. Mange medlemmer tog ordet og stillede spørgsmål eller kom med bemærkninger. Det gav gode og konstruktive drøftelser over hele linjen.

- Medlemmerne tog godt imod forslaget om at fusionere vores tre foreninger. Vi havde en god og konstruktiv debat på den ekstraordinære generalforsamling, hvor medlemmernes spørgsmål og bemærkninger blev afklaret i positiv stemning. Det viser for mig, at medlemsdemokratiet i vores foreninger fungerer rigtig godt, og jeg ser frem til at tage drøftelsen igen om to uger med medlemmerne, så vi forhåbentligt kan få vedtaget fusionsforslaget endegyldigt, siger Hans Damgaard, formand i KHL.

En af de mest centrale årsager til at fusionere handler om at tiltrække og fastholde de bedste og dygtigste medarbejdere. Det bliver afgørende for fremtidens landboforening.

- Jeg er rigtig glad for at høre og se, at medlemmerne er enige med os i bestyrelsen om, at det er vigtigt for fremtidens landbrug, at vi får samlet vores foreninger i et stærkt fællesskab. Det skal vi gøre, så vi kan blive ved med at fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere, så vi også i fremtiden kan fortsætte med at være relevante for vores medlemmer, siger Christian Lund, Skodborg, formand i SLF.

(Foto: Pressefoto)