Følg migogvejen på Facebook  

Skatteminister Jeppe Bruus (A) kiggede mandag forbi Nature Energy i Holsted.

Besøget bestod dels af en rundvisning på anlægget og en efterfølgende drøftelse af, hvordan man arbejder med biogas, og hvordan det kan bruges i den grønne omstilling, ligesom de forskellige aspekter i forhold til skatteområdet var på bordet.

I forbindelse med besøget var det lokale folketingsmedlem, Kris Jensen Skriver (A), ligeledes med rundt:

- Det var dejligt, at skatteministeren slog et smut forbi min kreds og var meget lyttende i forhold til den store udvikling, der er indenfor biogas. Det var et rigtig godt besøg, hvor jeg også dels tager mig noget viden med videre samt nogle spørgsmål, vi kan arbejde med politisk. Det er vigtigt at komme ud og høre, hvad der rører sig, og det var tydeligt at mærke, at skatteministeren lyttede til de udfordringer, der også er, skriver Kris Jensen Skriver efter besøget i en pressemeddelelse.

Snakken gik vidt og bredt, og både ministeren og det lokale folketingsmedlem fik en grundig indføring i, hvilke processer, der arbejdes med på anlægget, og hvordan man hele tiden arbejder med at optimere tingene.

- Det blev også drøftet, hvordan man har en god dialog med naboerne, ligesom det gode og tætte samarbejde med de landmænd og virksomheder, der leverer til anlægget, blev vendt, fortæller Kris Jensen Skriver.

(Foto af Jeppe Bruus (t.v.) og Kris Jensen Skriver: PR-foto)

Vejen Kommune - bund 

(tryk på annoncen og se mere)