Følg migogvejen på Facebook  

Flaget er oppe i dag, for vi har tænkt at fejre os selv lidt.

Det er i dag fem år siden, migogvejen.dk lagde den første nyhed ud på den lokale netavis, og der er kommet mange tusinde nyheder siden.

Der var selvfølgelig nogle forventninger, da avisen blev startet, og de er til fulde indfriet.

Vi føler, at migogvejen i dag opfattes som en del af nyhedsformidlingen her i kommunen.

- Jeg følger kun de lokale nyheder hos dig, var der en, der sagde så sent som onsdag, da vi var af sted på en sjov opgave, som du kan se i weekenden.

Vi følger med i stort og småt i kommunen fra nord til syd og fra øst til vest, men døgnet har kun 24 timer, så det er lige med at nå det hele.

Jeg har allerede nogle, der hjælper i tilfælde, hvor det er umuligt at være to steder på en gang, men ind imellem kunne det være dejligt med yderligere hjælp, for jeg kan heller ikke vide alt, selvom mange ringer med tip.

Går du derfor med en »journalist« i maven og brænder for lokalområdet, så lad os tage en snak - det gælder i øvrigt også, hvis du vil hjælpe med at sælge annoncer, så avisen kan udvikle sig, for uden annoncører vil migogvejen.dk ikke eksistere.

Og ja, vi har hver dag mange tusinde læsere, og langt de fleste er selvfølgelig her fra området, men også fra nogle, der er flyttet.

For et års tid siden mødte jeg en bekendt nede i byen, som kendte mig fra mit virke i LLN Press, hvor jeg solgte til andre medier.

- Det er en flot avis, du laver. Min datter er flyttet til Schweiz, og hun spurgte mig en dag, om jeg ikke læser den. Og det er jeg så begyndt med, lød det fra Vejen-borgeren.

Vi vil gerne fortsat levere nyheder/omtaler til dig, og det er selvfølgelig kun muligt, fordi I kontakter mig, når der sker noget, for indrømmet - migogvejen.dk er tæt bundet op på netop mig.

Det må gerne udvikle sig, så vi bliver endnu stærkere og kan udvikle områdets førende - og eneste - lokale netavis...

 

Visitkort mail