Home i Vejen er nu blevet en familievirksomhed.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ved indgangen til april overtog Britt og Svend Kristensen den lokale home-butik.
Britt Poder Kristensen har været leder af butikken i en årrække, men nu har hun sammen med sin mand overtaget nøglerne til home-butikken på Nørregade 5 i Vejen fra de tidligere indehavere, Charlotte Lynggaard og Poul-Erik Hansen.
- Vi har snakket om det over årene, at det kunne være sjovt at prøve at arbejde sammen, og nu er timingen rigtig og børnene så store, at det kan lade sig gøre, fortæller Britt Poder Kristensen, som siden 2010 har været daglig leder af teamet i butikken.
- Allerede for 10 år siden spurgte Britt mig, hvorfor bliver du ikke ejendomsmægler – og nu gør vi det. Og vi glæder os, fortæller Svend Kiel Kristensen, der har mange års erfaring med salg og markedsføring fra forskellige brancher.
Han er godt i gang med at tage uddannelsen til ejendomsmægler.
- Vi brænder for lokalområdet og vil virkelig det lokale og gerne være med til at udvikle det, siger parret, der i fjor fejrede kobberbryllup, til migogvejen.
Nu mødes de ikke kun på hjemmefronten, men også på jobbet, hvor de vil arbejde for mere synlighed for butikken.
De to gange Kristensen planlægger en reception i forbindelse med overtagelsen, så kunder og venner af huset kan kigge forbi og hilse på det nye, lokale indehaverpar. Datoen ligger dog ikke fast endnu.
Her bliver der lejlighed til at hilse på hele teamet, der bortset fra Svend er de kendte ansigter fra butikken.
(Foto: migogvejen©)