Området ved friluftsscenen i Jels danner rammen om landbrugets første folkemøde.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det er Sønderjysk Landboforening, som for første gang søsætter et folkemøde.
- Arrangementet kommer til at foregå torsdag 12. maj – dagen før St. Bededag, og det bliver området rundt om Jels Friluftsscene, der bliver kulisse omkring folkemødet. Initiativet bliver altså her i 2022 en afløser for nytårskuren, som både i 2021 og igen i år har måttet aflyses som fysiske møder på grund af corona-restriktionerne, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.
De traditionsrige nytårskure, som SLF har afviklet gennem årene, har i vid udstrækning handlet om primært politiske budskaber krydret med socialt samvær.
Det vil ikke være anderledes ved folkemødet. Der arbejdes i øjeblikket på højtryk med at få det endelige program strikket sammen – herunder også at få tiltrukket toppolitikere samt foredragsholdere og debattører.
Folkemødet bliver også andet end politiske indlæg fra talerstolen på den friluftsscene, hvor de gæve Jels-vikinger hver sommer er på deres togter.
Det varierede program, som folkemødet kommer til at omfatte, vil også indeholde debatter og foredrag samt et udstillingsområde, hvor eksterne samarbejdspartnere stiller skarpt på fremtidens landbrug.
- Vi lægger op til et arrangement, som vil videreføre vores traditioner med politiske indlæg. Men derudover giver et udendørs arrangement i de skønne omgivelser ved søen i Jels også mulighed for, at vi kan få debatteret, og samtidig vil udstillere præsentere noget af det, som vil præge fremtidens landbrug. Der bliver også udstillingsstande med fokus på fødevarer, hvor der fokuseres på trends – både med det kød, vi kender i dag, men hvor der også bliver givet inspiration videre omkring plantebaserede produkter, fortæller Christian Lund, Skodborg, formand for bestyrelsen i Sønderjysk Landboforening.
Han føjer til:
- Netop i disse år står landbruget i en brydningstid med både udfordringer og krav til klima og CO2-udledning, men også med de forandringer, der sker i produktionen med eksempelvis udviklingen på det plantebaserede område. Vi har et håb om, at de syd- og sønderjyske landmænd vil tage deres familie med for at få en oplevelse ved et folkemøde, som indeholder faglighed, men også indeholder udstilling og stande med forskelligt maskinel og fødevarer.
(Foto: PR-foto©)