Der er lavet et nyt samarbejde på klimeområdet her i kommunen.
- De fem landbrugsorganisationer er nu officielle klimapartnere, og de har forpligtet sig til at arbejde aktivt for at nedbringe CO2-udledningen gennem forskellige initiativer, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Flere møder mellem Vejen Kommune og landbrugets organisationer har ført til et kommissorium, der blandt andet indeholder en forventningsafstemning samt en underskrevet partnerskabsaftale på klimaområdet.
- Gennem et klimapartnerskab med kommunen får de deltagende organisationer hjælp til at lave CO2-regnskab og identificere mulige klimaforbedringer, lyder det i pressemeddelelsen.
Vejen Kommune er et landbrugsland og har samtidig ikke en stor produktion af vedvarende energi.
Dermed har kommunen og dens virksomheder samlet set en relativ stor udledning af CO2.
- I december 2015 underskrev 195 lande Paris-aftalen, der sigter mod, at den globale temperaturstigning skal holdes under to grader. Aftalen var et vigtigt skridt i retning af, at verdens lande tager medansvar for at bekæmpe klimaforandringerne og skabe mulighederne for god fremtid for klodens befolkning, forklarer kommunen.
- Lokale samarbejder og partnerskabsaftaler kommer til at fylde meget på klimaområdet. Som kommune kan vi ikke komme i mål alene. Det er vigtigt, at vi finder løsninger sammen, så vi kan hjælpe og understøtte hinanden, pointerer borgmester Egon Fræhr (V).
Han ser det ligeledes som en nødvendighed at få lavet aftaler med flere klimapartnere, så det sikres, at målene nås.
Landbrugsorganisationerne og Vejen Kommune ønsker alle at tage et nødvendigt, lokalt medansvar.
Hermed indgår parterne et klimapartnerskab om at arbejde for at opnå Parisaftalens mål. Det betyder, at der målrettet arbejdes for, at Vejen Kommune - som geografisk område - senest i 2050 er en klimaneutral kommune og har reduceret sin CO2-udledning til netto-nul. Ligeledes skal det sikres, at kommunens store areal bliver robust og modstandsdygtig over for oversvømmelser og andre kommende gener fra klimaforandringer.
Mere konkret betyder det, at parterne i fællesskab vil arbejde for at etablere lavbundsprojekter, en græsproteinfabrik, et biogasanlæg samt at sikre, at landbruget skaber en bæredygtig selvforsyning, herunder at de fortsat forelægger klimaregnskab på gårdniveau og anvender den nyeste teknologi.
- I forvejen er landbruget et af de erhverv, der i mange år har arbejdet med klimaregnskaber, fortæller Christian Lund, der er formand Sønderjysk Landboforening.
- Allerede i dag arbejder alle landmænd for at have styr på input og output af CO2 på produktionen af deres animalske produkter, pointerer han.
Det kommende byråd har intentioner om at etablere et paragraf 17 stk. 4 udvalg med klima som overskrift.
Her er det muligt at tage virksomheder og andre interessenter ind som en del af udvalget, der skal medvirke til at inspirere klimarbejdet.
Udvalget vil blive nedsat i første kvartal. På den måde sikres det, at der bliver lavet hensigtserklæringer og partnerskabsaftaler med flere virksomheder og andre organisationer blandt andet inden for områderne energi og transport.
På billedet er det øverst fra venstre Hans Peter Hansen, Kolding Herreds Landbrugsforening, Vagn Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø og Niels Therkildsen fra samme udvalg.
Siddende er det Henrik Bertelsen, Familielandbruget Sydvest, H.C. Gæmelke, formand Jysk Landbrug, borgmester Egon Fræhr, Christian Lund, formand Sønderjysk Landboforening, og Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug. (Foto: Vejen Kommune)