Der er gang i både malerpensel og rengøringsmidler i det tidligere planetarium i Jels.
Pro-Plan Interaktiv A/S har overtaget bygningen, der har stået tom siden 2017, og er gået i gang med oprydningen og renoveringen.
(læs videre under annoncen)
- Vi er nok klar til at flytte ind omkring årsskiftet, fortæller ejeren, Michael Petersen, vi møder i firmaets nye domicil.
Med 12-13 medarbejdere i administrationen er firmaet vokset ud af lokalerne på Ørstedvej, og Michael Petersen glæder sig til at kunne flytte ind.
Det bliver dog kun et par af kontorerne og et mødelokale, der skal bruges af Pro-Plan.
- Resten vil vi bruge til offentlige arrangementer som f.eks. foredrag og intimkoncerter, forklarer Michael Petersen til migogvejen.
De første arrangementer er allerede i støbeskeen, hvor der f.eks. er to koncerter med Anders Blichfeldt 24. februar.
Det bliver altså et todelt hus, og Michael Petersen håber, det også vil blive brugt til møder, shows og andet af lokale firmaer.
Med i handlen fik Michael Petersen en buste af astronom Tycho Brahe, og den vil fortsat pynte i bygningen.
Meningen er, at også planetarie-delen skal opdateres, så der stadig vil være udsyn til stjernehimlen.
Hele projektet sætter også Vejen Kommune i arbejde, idet projektet kræver en ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Den eksistrende lokalplan fortæller, at det er et område til turistcenter, men det skal ændres, så der kan drives liberalt erhverv.
Økonomiudvalget har sagt god for, at planarbejdet kan gå i gang. På dagsordenen til politikerne stod der blandt andet om lokalplan 329 og kommuneplantillægget:
»Pro-Plan Interaktiv A/S ønsker at benytte de eksisterende lokaler i det tidligere planetarie til at drive virksomhed fra.
Virksomheden beskæftiger sig med boligfotografering, drone/videopræsentationer m.m.
Virksomheden ønsker at flytte sin administration til den tidligere planetariebygning og sideløbende gøre brug af planetariets kuppelsal til udadvendte aktiviteter såsom foredrag, koncerter, kurser, workshops, undervisning og firmaevents.
På længere sigt efterstræbes mulighed for en bygningsudvidelse, som skal huse virksomhedens kontor og mulighed for udvidelse af parkeringsfaciliteter.
Den tidligere planetariebygning påtænkes herefter drevet som et oplevelseshus, hvor læring i natur, miljø og astronomi og kurser vil være den primære aktivitet, kombineret med et eventhus med koncerter, foredrag, workshops og firmaevents.«
(Foto: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)