Vejen Kommune har sat yderligere fokus på opkvalificering af både ledige og beskæftigede.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Kommunen indgår i to projekter i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Der er tilknyttet særlige ressourcepersoner (ambassadører) til projekterne.
- Formålet er at understøtte uddannelsesløft og andre uddannelsesmuligheder som fx voksenlærlingeordningen med henblik på, at flere ledige kommer i uddannelse og bliver opkvalificeret til faglært. Videre øges indsatsen i forhold til at identificere og motivere de borgere, der har behov for en læse-, skrive-, regne-, eller ordblindetest med evt. efterfølgende kursus, lyder det videre.
- Vi er glade for at kunne sætte ekstra skub i indsatsen for at få opkvalificeret både ledige og beskæftigede i Vejen Kommune. Vi har indgået aftaler om samarbejde med 3F Kongeåen og med AOF, ligesom der er et tæt samarbejde med Arbejdsmarkedskontor Syd. Jeg forventer, at den ekstra indsats kan komme både borgere og virksomheder i Vejen Kommune til gode, siger formand for udvalget for arbejdsmarked og integration Frank Schmidt-Hansen (C) i pressemeddelelsen.
Ulla Fogh, formand for 3F Kongeåen, supplerer:
- Afdelingen er rigtig glad for, det blev muligt, dels med en udvidelse med en læse, skrive, regneambassadør men også samtidig en videreudvikling af uddannelsesambassadørordningen, så det både er vores ledige medlemmer og vores medlemmer ude på arbejdspladserne, som kan blive styrket opkvalificeret og dermed stå stærkere på arbejdsmarkedet. Vi har store forventninger og glæder os til at byde ambassadørerne velkomne i afdelingen, hvor de vil være at finde ca. en gang om ugen.
AOF Center Sydjylland er ligeledes engageret i projektsamarbejdet:
- Forberedende voksenuddannelse er et af vores kerneområder, og vi brænder for at være med til at løfte opkvalificering inden for dansk, matematik, engelsk, IT og ordblindeundervisning. Vi glæder os til samarbejdet i projektet og arbejdet med en fælles koordineret indsats, siger direktør Solveig Poulsen.
(Foto: PR-foto)