Vejen er Syddanmarks mest erhvervsvenlige kommune for små og mellemstore virksomheder – de såkaldte SMV’er.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Og Vejen er nummer fire i hele Danmark. Det viser en helt ny måling fra SMVdanmark.
- Vi er stolte over, at Vejen endnu engang udpeges som en af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Små og mellemstore virksomheder er rygraden i vores erhvervsliv. Gode rammevilkår har en høj prioritet for os, så derfor er jeg meget tilfreds med, at SMVdanmark vurderer, at vi er den fjerdemest erhvervsvenlige kommune i Danmark og den bedste i Syddanmark, konstaterer borgmester Egon Fræhr (V) i en pressemeddelelse.
Den nye undersøgelse bekræfter, hvad tidligere undersøgelser også har vist, nemlig at Vejen Kommune er en meget transportvenlig kommune.
- Undersøgelsen placerer os som den bedste i Danmark inden for infrastruktur. Det er jeg særligt glad for, og det underbygger bare de seneste to års kåring som årets transportkommune, siger Egon Fræhr.
SMVdanmarks undersøgelse er foretaget blandt deres medlemmer, som alle er små og mellemstore virksomheder indenfor forskellige brancher.
- I vores vækststrategi har vi sat fokus på arbejdskraft, og derfor glæder det mig, at vi klarer os rigtigt godt her, siger chef for Erhverv & Borgerservice, Peer M. Rexen i pressemeddelelsen.
Han er også meget tilfreds med, at virksomhederne anerkender kommunens indsats i forhold til samarbejde og dialog mellem virksomheder og kommunen. Det er et centralt punkt i kommunens vækststrategi, og den nye undersøgelse viser, at indsatsen lykkes. Vejen Kommune er placeret som henholdsvis nummer to og fire i forhold til virksomhedernes adgang til støtte og rådgivning hos kommunen og det regionale erhvervshus.
Håndteringen af erhvervsaffald er et punkt, som er meget vigtigt for små og mellemstore virksomheder. Undersøgelser placerer Vejen som nummer fire i forhold til håndteringen af erhvervsaffald.
- Den flotte placering viser, at vores service matcher virksomhedernes behov, siger Peter Hansen, chef for Teknik & Miljø.
Undersøgelsen indeholder 26 parametre, heraf 16 parametre, der er målt ved statistik fra officielle kilder, og 10 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt deres medlemmer.
Indenfor de fakta-baserede parametre er Vejen nummer otte indenfor »Kommunes evne til at få personer ud på arbejdsmarkedet« og nummer 10 indenfor »Sagsbehandling på byggetilladelser«.
(Genreforo: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)