Vejen Kommune og DGI Sydvest er sammen om projektet »Gang i virksomheden«, hvor målet er motion og medarbejdertrivsel på arbejdspladserne.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Forløbet er på 10 uger, og virksomheden bestemmer selv, om de vil have fokus på gåture i arbejdstiden, fritiden eller frokostpausen, men målet er at skabe gejst og motivation, kollegialt fællesskab og give mere energi og arbejdsglæde til deltagerne.
- De tilmeldte virksomheder får blandt andet sundhedsoplæg og gå-kursus, og så er vi klar til støtte og motivation undervejs, siger Conny Grøn, der er sundhedskoordinator i Vejen Kommune, i en pressemeddelelse.
En af de virksomheder, som har meldt sig til projektet, er Solar Danmark A/S. Virksomheden har stor fokust på trivslen blandt medarbejdere og stiller normalt talstærkt op, når der er Stafet for Livet, Frøs løb og diverse andre arrangementer.
- Dels er der fokus på bevægelse og dels det sociale. Begge dele er med til at styrke trivslen på arbejdspladsen. Det kan vi kun støtte op om, siger Carina Reichle, der er direktionssekretær hos Solar.
Hun forklarer, at hos Solar er mange jobfunktioner stillesiddende, og derfor er virksomheden nødt til at have fokus på bevægelse for at sikre medarbejdernes sundhed.
Solar laver løbende arrangementer, der skal støtte op om trivsel og bedre sundhed, og har haft rygestopkursus, mindfulness workshop og en del andre sociale arrangementer, og som en del af projekt Gang i virksomheden afholder sundhedskonsulenter fra Livsstil i Brørup Sundhedscenter et oplæg hos Solar om vigtigheden af søvn.
- Det falder rigtig fint ind i vores samlede plan for at nå hele vejen rundt omkring trivsel og sundhed.
Carina Reichle er spændt på at se, hvor mange medarbejdere, der vælger at deltage.
- Vi håber, at det lange forløb kan være med til at skabe varige positive ændringer i vores sundhedsvaner, hvilket vil kunne afspejles i arbejdsglæden, trivslen og medarbejdernes generelle sundhed.
Det er interessant at være med i projektet for at se, hvor meget fokus på bevægelse i en længere periode kan bidrage til at skabe øget sundhed, trivsel og arbejdsglæde.
Også hos Vejen Kommune har to interne afdelinger valgt at deltage i projektet, nemlig Erhverv og Borgerservice samt Teknik og Miljø.
- Vi er med, fordi det er alletiders mulighed for at sætte fokus på vigtigheden af at bevæge sig. Det har betydning for den fysiske og mentale sundhed. Det er fedt at få adgang til både viden og inspiration til, hvordan bevægelse og gang kan indarbejdes i dagligdagen, siger Peer M. Rexen, afdelingschef for Erhverv og Borgerservice, i pressemeddelelsen.
(Arkivfotos: LLN Press©)